Spørgsmål fra Gustav, 14 år

Hej jeg tror jeg er blevet scammet men er ikke helt sikker. For 2 dage siden blev jeg bedt om at sende nogle skins til en som ville få en mellemmand til at sende til mig efter mit 2 dage tradehold. Idag har han modtaget skinse men har ikke modtaget eller hørt tilbage fra nogle af dem

Svar fra rådgiver

Hej Gustav,

Øv, det lyder ikke rart. Jeg kan godt forstå du bliver nervøs for, om du kan være blevet scammet, nu hvor mellemmanden har modtaget dine skins, men du ikke har hørt fra hverken ham eller sælger siden. Det kan nemlig godt være et tegn på, at du er blevet scammet.

Men heldigvis er det ikke sikkert, at det er det, der er sket. Hvis du stadig kan se deres profiler, hvis de ikke har blokeret dig, og hvis du stadig har mulighed for at kontakte dem er det gode tegn. I langt de fleste tilfælde skynder scammerne sig nemlig at blokeret ofret, så snart de har fået hvad de kom for.

Hvis jeg var dig ville jeg prøve at skrive til dem igen. Hvis de bliver ved med ikke at svare og du fortsat heller ikke modtager din betaling kunne det desværre godt tyde på, at du er blevet snydt. I så fald vil jeg anbefale dig at følge vores guide til at sikre din konto (bare for en sikkerheds skyld), og samtidig sørge for at anmelde profilerne både til den platform, hvor I har indgået handlen samt til politiet.

Når man handler online, uanset om det er med skins eller andet, er det en god tommelfingerregel at lade køber gå først. Det mindsker nemlig risikoen for at blive snydt. Bruger man mellemmand, ligesom du har gjort, burde man være ude over det problem, fordi mellemmanden holder på varer og betaling indtil alt er klar til at skifte hænder. Desværre ser vi bare ofte, at mellemmand og køber/scammer arbejder sammen, og får overtalt sælger til at sende sine ting, uden at vedkommende nogensinde får noget igen. Og eftersom du ikke har hørt noget fra hverken mellemmand eller sælger kan det godt tyde på, at det er det, der er sket for dig.

Jeg håber det ender med at løse sig, og du får den betaling du skal have. Hvis du får lyst til at handle igen på et senere tidspunkt kan det være en god idé at læse vores tjekliste først. Den er fyldt med godt råd, der kan være med til at øge sandsynligheden for, at det går godt.

Mange hilsner,

Stine

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...