Men hvad er skins egentlig for noget, og hvorfor er unge så interesserede i dem?
Når de unge dykker ned og bliver opslugte af deres spil, har de mulighed for at vinde, købe eller bytte de såkaldte skins. Skins er helt kosmetiske ændringer til det standardindhold, som spillet tilbyder på forhånd. Et af de mest populære spil blandt danske unge er CS:GO, hvorfor det også er et af de spil vi hører mest om i de danske medier.
Hvordan fungerer skins?
Skins kan enten “optjenes” ved at spille kampe, købes eller vindes gennem gambling. Et eksempel på et skin kunne være den berømte riffel AK-47 i CS:GO.
Når de unge spiller mærker de ingen forskel på våbnet. Der er nemlig ingen forskel i spillet på, om du bruger det ene eller andet skin. Det har altså ingen funktionel effekt. Men udover, at der er kosmetiske forskelle, er der mærkbare forskelle i det enkelte skins’ markedsværdi. Hvert skin har sin egen værdi, og følger kurver eller kurser alt efter efterspørgsel, som var det en aktie. Ligesom andre samleobjekter er sjældenhed og stand vigtige for, hvor meget et skin er værd.
Nogle AK-47-skins i CS:GO har en markedsværdi på under én dollar, hvorimod andre skins til samme våben kan gå for flere hundredtusindvis af dollars. Det er altså alt fra småpenge til meget store beløb vi taler om, når der handles med skins.
Hvorfor er skins så vigtige for børn og unge?
Som forælder kan man måske spørge sig selv: hvorfor er det egentlig, at unge går op i skins? Altså små, virtuelle ting, som ikke er virkelige? Men sagen er den, at for mange unge er skins lige så virkelige som bukser og sko. Det handler om at de gennem spillet og de skins de ejer, kan vise hvem de er online. En onlineidentitet. For mange unge handler det måske stadig om, at vise sine nye sneakers i skolen, men for en stor gruppe unge, handler det på samme måde om at vise de skins man har samlet. Skins er med andre ord med til, at definere hvem man er online, og hvem man er i forhold til sine med- og modspillere.
Er skins farlige?
Nej, skins er ikke farlige. Skins er en leg på nettet, som giver mulighed for at udfolde sig kreativt. Skins giver spilleren en anden oplevelse af spillet – positivt såvel som negativt. Det der kan skabe bekymring er det omkringliggende, altså skintrading. For som nævnt har de udover en affektionsværdi også en økonomisk værdi. Det at skins ligepludselig kan handles i anden valuta gør, at man skal være opmærksom på brugen.
Der findes mange forskellige hjemmesider, udover spiludbyderens egen skintradesystem, der tilbyder de enkelte spillere at handle med sine skins, og det er der ikke noget farligt i. De fleste unge har også byttet/handlet med fodboldkort eller pokémonkort, som vi har set det de sidste 20 år. Skintrading svarer på mange måder til den måde at handle/bytte på, men er for mange nyt, og ofte sværere at forstå, fordi det foregår online. Det har derfor ikke rodfæstet sig i vores kultur endnu, og der mangler stadig en generel samfundsmæssig accept af fænomenet.
Hvor der er økonomisk værdi, er der kriminalitet. Unge ved en masse om spillene, men har måske ikke en dybdegående viden om de udefrakommende kræfter, der har til hensigt at fratage dem deres online værdier. Vi ser desværre tit, at unge bliver snydt, når de laver en aftale om at købe et skin. Spilleren sender pengene, eksempelvis via MobilePay, men modtager aldrig sit skin – altså decideret svindel, også kaldet et scam. De såkaldte ‘scams’ kan være langt mere komplicerede og alvorlige end det her beskrevne, og svindlerne finder hele tiden på nye måder at franarre spillerne deres skins.
Samtidig ser svindlerne de unge som lette, godtroende, naive ofre, hvorfor det er ekstra vigtigt, at man som forælder involverer sig i sit barns digitale liv, viser interesse og spørger ind. Du kan finde god råd til, hvordan du tager samtalen med dit barn her.
LÆS MERE HER: Mit barn er blevet snydt, hvad gør jeg?

Skrevet af Johan fra Scammed.dk
Johan er Scammed.dks pædagogiske rådgiver. Han arbejder med at forstå digitaliseringens, herunder gaming og skins, indflydelse på vores samfund og unges liv.