Spørgsmål fra Rene, 58 år

Hej med Jer
Vi har nyligt opdaget at vores søn gennem lang tid har tilkøbt diverse ting og sager via Roblox til snart 36.000,- (!). Beløbet er blevet trukket via mobilabonnement hos Telenor. Dette gælder også i en periode hvor søn var under 13 år.
Er dette lovligt? Skal selskab ikke gøre opmærksom på at det sker? Vi havde ikke anelse om muligheden, og muligvis sovet i timen, men synes un-fair at børn kan lokkes på denne vis – OG at mobilselskab trækker beløb gladeligt.
Mvh René

Svar fra rådgiver

Hej René,

Mange tak for dit brev. Det er godt nok mange penge, sønnike har fået smidt afsted mod Roblox. Jeg forstår godt din frustration over, at hverken mobilselskab eller Roblox har studset over aktiviteten og kontaktet jer forældre. Men skaden er jo sket, så det vigtigste er, at I får sat gang i processen med forhåbentlig at få nogle af pengene tilbage.

Jeg har ikke før oplevet de her hemmelige køb i Roblox, så jeg ved ikke, hvor lydhør deres support er, men det er i hvert fald dén vej, I skal gå. Ved at gå ind på dette link, kan I skrive til deres kundeservice. Først skal I skrive en fødselsdato, og så kommer der nogle andre oplysninger efterfølgende. Under “Platform” kan I vælge hvad som helst, men “Type of help category” bør være “Billing & Payments”. Herefter kommer der en ny dropdown, hvor I vælger “Purchase – Unauthorized Charge”.

Når de ting er fyldt ud og valgt, er der et tekstfelt, hvor I kan beskrive problemet. Det er så her, du kan forklare, at det er din søns konto, hvad hans brugernavn er, og at det har været uden om jer, at de her beløb er blevet trukket. Og i mellemtiden ville jeg selvfølgelig få lukket ned for muligheden enten i spillet eller ved at kontakte Telenor.

I forhold til det juridiske, er det ikke mig, der kan eller skal rådgive. Umiddelbart ville jeg ikke tro, det var ulovligt som sådan. For dét ville indebære, at teleselskabet kunne straffes for den manglende oplysning. Men vi kan hurtigt blive enige om, at det ville give mening med et system, der lige giver et prej, hvis en dreng under 13 pludselig nærmer sig 36.000kr i ekstrakøb gennem mobilregningen. Hvis Roblox ikke kan hjælpe, ville jeg ringe til Telenor som det næste og høre, om de har mulighed for at hjælpe.

Du er velkommen til at skrive en kommentar nedenfor, hvis du har flere spørgsmål, og så vil jeg forsøge at hjælpe dig videre. Ellers vil jeg bare ønske jer held og lykke i processen.

Med venlig hilsen,

Emil fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...