Spørgsmål fra Rikke, 44 år

Hej. Min søn vil gerne købe robux, men jeg kan ikke få lov at betale med mit visa kort. Hvad kan årsagen være til det. Vi har altid betalt med visa, når han skulle købe Robux. Vh Rikke [efternavn fjernet af scammed.dk]

Svar fra rådgiver

Hej Rikke,

Mange tak for dit brev. Det lyder underligt, at I ikke kan få lov at betale med et kort, I tidligere har kunnet betale med uden problemer. Der kan være mange forskellige grunde til, at et kort pludselig ikke virker. Det kan være nye regler hos Roblox, det kan være en fejl i indtastningen af oplysninger på kortet, en fejl i deres system eller noget helt fjerde.

Fordi der kan være mange årsager, vil jeg anbefale, at I bare skriver direkte til Roblox’ support, så de kan give et præcist svar på, hvad der går galt i jeres tilfælde. Du kan kontakte dem ved at gå ind på den her hjemmeside og vælge din fødselsdato. Når du har gjort dét, kommer du videre til en formular, du skal udfylde. Først med brugernavn og email på dén konto, du prøver at købe Roblox til – altså din søns. Når de har haft tid til at kigge henvendelsen igennem, er det dén email, de vil svare tilbage på.

Når du har fyldt oplysningerne ind, skal du vælge dén platform, han spiller på, og så kan du under “Type of help category” vælge “Billing & Payments”, og så kan du vælge “Purchase – Declined” i menuen lige under. Til sidst er der et tekstfelt, hvor du har mulighed for (på engelsk) at skrive lidt mere om situationen. Her ville jeg nok bare oversætte dit brev til os her og sætte det ind, så de ved lidt mere om, hvad problemet er.

Hvis jeg var i din situation, ville jeg i mellemtiden prøve et andet kort (hvis det er muligt), og derefter ville jeg prøve at fjerne kortet fra profilen (hvis altså det er gemt) og indtaste det på ny. Hvis det stadig ikke virker, må Roblox være dem, der kan svare på, hvad I så skal gøre.

En anden mulighed kan være at bruge PayPal som betalingsform. Hvis du vælger “PayPal” og trykker “Continue”, vil du kunne indtaste kortoplysninger og gennemgøre betalingen derigennem i stedet. PayPal er lige så sikkert som at bruge kreditkort, og jeg bruger det selv meget.

Hvis ingen af forslagene er mulige i jeres situation, håber jeg på, at Roblox hurtigt svarer tilbage, så din søn kan få sine Robux 🙂

Med venlig hilsen,

Emil fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...