Spørgsmål fra Lau, 33 år
Hvor kan jeg se hvor min steam konto er logget på fra? Er blevet scammet 6 gange nu :@
Svar fra rådgiver
Hej Lau,
Mange tak for dit brev. Jeg er ked af at høre, at du er blevet scammet seks gange. Og at du har mistet adgangen til din konto.
Du kan ikke som sådan gå ind og se, hvor din konto er logget på fra. Hvis Steam synes, at der er mærkelig aktivitet på din konto, bør du få en mail med et emnefelt i retning af “Your Steam account: Access from new device”, men du kan ikke manuelt gå ind og tjekke, hvor der er logget ind fra. Desuden giver det ikke så meget nyttig information, fordi hackere ofte bruger en VPN, så de ikke kan blive tracket.
Først og fremmest skal vi sørge for, at du får adgangen til din konto tilbage, hvis du har mistet den:
Du kan få adgang til din konto ved at gå ind på den her hjemmeside. Inde på hjemmesiden skal du skrive brugernavnet på din konto. Det er altså det brugernavn, du bruger til at logge ind på din konto med – og ikke dét, andre kan se. Når du har gjort det, kommer du videre til en formular, du skal udfylde med så mange oplysninger som muligt. Du bliver også bedt om at skrive en mail ind, og her skal du skrive en mail, du stadig har adgang til. Der kan gå lidt tid, men når Steam har haft tid til at behandle sagen, bør du få en vejledning om, hvordan du kan få din konto tilbage.
Når du har fået adgangen tilbage, skal vi have sikret din konto:
Det første, jeg vil anbefale dig at gøre, er at gå ind på den her hjemmeside og trykke “Fjern godkendelse af alle andre enheder”. Derefter bør du vælge “Modtag Steam Guard-koder fra Steam-appen på min telefon” og sætte Steam Mobile Guard op, så der ikke er andre, der kan få adgang til din konto, medmindre de har adgang til din mobiletelefon. Du finder en guide til Mobile Guard her.
Når du har sat Mobile Guard op, vil jeg anbefale, at du laver et nyt password på din Steam Konto. Hvis du har samme adgangskode andre steder, vil jeg også anbefale, at du skifter password dér, hvis nu hackerne har fundet frem til dit password.
Når man har haft andre inde på ens konto, er det en god idé at tjekke, om der ligger en aktiv API-key på kontoen. Dét kan du gøre ved at gå ind på det her link. Hvis der står “Revoke My Steam Web API Key” derinde, skal du trykke på dét, og hvis der er en grøn knap med teksten “Registrer”, så er alt, som det skal være, og så behøver du ikke at gøre mere.
Hvis du følger alle de trin, vil din konto være sikker, så længe du ikke kommer til at logge ind på en falsk hjemmeside, hvor dine oplysninger kan blive phishet. Når du skriver, at du er blevet scammet 6 gange, så ved jeg ikke, om du mener, at du er blevet snydt i handler med andre personer, eller om du er blevet hacket flere gange før, hvor du har mistet ting. Hvis det er i handler med andre personer, så har vi en god tjekliste, der kan være værd at læse igennem, inden man handler, og hvis det er hacking, er mit bedste råd at være på udkig efter hjemmesider, du ikke kan stole på. Sørg for at tjekke URL, inden du logger ind på en hjemmeside – uanset hvor meget den ligner noget, der er legit.
Jeg håber, at du får din konto tilbage og får den sikret, og hvis der er mere, jeg kan være behjælpelig med, må du endelig skrive en kommentar nedenfor, og så vil jeg svare dig dér 🙂
Med venlig hilsen,
Emil fra scammed.dk
Kommentarer
Viser 0 kommentar