Spørgsmål fra Andreas, 20 år
Jeg blev spurgt om jeg ville være med i en counter strike turnering og det endte mig en ukrainer fik fat i alle mine skins. Aner ik hvordan det er sket, sendte skins til min kammerat men en anden person fik dem??
Jeg har screenshots og hele muleviden
Svar fra rådgiver
Hej Andreas,
Tak for dit brev. Vi hører desværre fra rigtig mange, der oplever det samme som dig og ender med at få taget deres skins. I bund og grund er du blevet udsat for dét, der hedder et API-scam. Dén turnering, du blev bedt om at deltage i, var falsk, og hvis du loggede ind med din Steam-konto på en hjemmeside, du ikke kendte i forvejen, er det formentlig sådan, de har fået lagt en API-key ind på din konto. Derfor er det vigtigt, at du hurtigst muligt får sikret din konto igen, og du kan se her hvordan.
En API-key gør, at andre kan overvåge din konto. Herunder dine trades og dine venner. Da du “sendte skins til din kammerat”, blev dén handel formentlig automatisk annulleret med det samme, hvorefter scammerens system oprettede en ny, næsten identisk konto med din kammerats navn og billede. Her skal man holde øje med Steam-level, og øverst står der, hvis man ikke er venner med dén person, man er ved at handle med. Det er med stor sandsynlighed sådan, det er foregået. Og rigtig meget starter med en “turnering” eller et løfte om billige/gratis skins.
Det er godt, at du har screenshots, for din bedste mulighed for at få noget af det tabte tilbage, er at anmelde til politiet, og vi har en guide, du kan følge for at gøre det.
Hvis du har flere spørgsmål, kan du skrive en kommentar herunder, og så vil jeg forsøge at hjælpe videre.
Med venlig hilsen,
Emil fra scammed.dk
Kommentarer
Viser 0 kommentar