Spørgsmål fra Tommo, 32 år
Jeg fik igår stjålet hele mit inventory.
Jeg sad i en værkstedsbane og varmede op mens jeg havde nogle gutter på call i discord.
Pludselig ændre mit navn sig til en masse tal og der står at user agreement had Bern disrupted med stor blå skrift i toppen af min profil.
Så får jeg en besked fra en profil jeg på ingen måde er venner med som hedder Alex // assistent
Som skriver til mig og fortæller min konto har været udsat for en af tre forskellige ting, og min account skal reebotes.
Han skriver for ikke at miste mine skins skal jeg trsde den til en anden account.
Jeg skærmdeler på discvord callet og de to jeg snakker med er ligeså meget i chok som mig, så de hjælper med at se om de kan blive sent til min søns konto.
Da jeg skal bekræfte på steam guard på telefon app’en slår bekræftelsen fejl.
I samme øjeblik får jeg besked fra profilen alex, om at steambot holder mine skins i 7 dage, og at kontoen er blevet reebotet.
Så er der nogen der efterfølgende siger at det er et API scam.
Jeg har selvfølgelig skrevet til steam og vedhæftet screenshots af samtalen og af den bruger, hvor jeg kan se hele mit inventory.
Er der noget man kan gøre i sådan en situation ?
Det som jeg egentligt finder mest mærkeligt er at hvis en scammer kan komme udenom steam guarden så falder troværdigheden da endnu mere end den i forvejen er til valve.
Svar fra rådgiver
Hej Tommo,
Tak for dit brev. Jeg er ked af, at du er blevet scammet, men det er rigtig fedt, at du har taget dig tid til at skrive så mange detaljer her i dit spørgsmål. Dén måde, du er blevet snydt på, ser vi desværre rigtig ofte, så du er bestemt ikke den eneste, der er havnet i en lignende situation.
At dit navn er ændret, og at der er en besked i toppen af din profil, skyldes at vedkommende har haft adgang til din konto og til at lave nogle ændringer, der ikke har krævet Steam Guard. Steam ville aldrig skrive offentligt på folks profil på dén måde, og i situationen var der ikke nogen grund til at overføre skins til en anden profil. En konto kan ikke “rebootes” på dén måde.
Du fortæller selv, at Steam Guard opførte sig mærkeligt, da du prøvede at acceptere handlen til din søns konto. Dét, der med stor sandsynlighed er sket, er, at gerningsmanden netop på grund af en aktiv API-key på din konto har kunnet annullere den oprindelige handel til din søns konto og så samtidig sende en ny næsten identisk handel, du er kommet til at acceptere, hvorefter dit inventory er endt i de forkerte hænder.
Det er rigtig fint, at du har skrevet til Steam. Du kan også gå ind på scammerens profil og anmelde ham direkte på dén måde ved at trykke anmeld på hans profil.
Derudover bør du få sikret din konto, og vi har en guide, du kan læse og følge ved at klikke her. Jeg vil især anbefale, at du sætter Mobile Guard op på ny.
Jeg forstår godt, at du synes, det er mærkeligt, hvis en scammer kan komme uden om Steam Guard. Men dét kan de heller ikke, medmindre der foregår noget andet samtidig. At man kommer til at acceptere noget, man ikke skal, eller at man har trykket på et falsk link, så de overvåger ens konto. Hvis man har et sikkert password på sin Steam-konto, et (andet) sikkert password på sin mail og Steam Guard på sin telefon, man ikke deler med nogen, og man desuden kun logger ind med sin Steam på Steam og ikke deler konto med nogen, så vil jeg næsten vove at påstå, at man er 100% sikret mod denne type oplevelser.
Konkret i forhold til at få dine ting tilbage, kan du vælge at anmelde sagen til politiet. Vi har en anden guide, du kan bruge, og her er der altså en chance for, at du kan få dine penge tilbage, når politiet har efterforsket sagen.
Jeg håber, du kan bruge mine svar og links til at komme videre i sagen, og du er velkommen til at skrive en kommentar nedenfor, hvis du har opfølgende spørgsmål eller opdateringer, vi skal kende til.
Med venlig hilsen,
Emil fra scammed.dk
Kommentarer
Viser 0 kommentar