Spørgsmål fra Susanne, 41 år

Min søn har vundet en kniv i CS, som vist er en del penge værd.
Han vil gerne sælge den, men hvordan anbefaler I for at vi ikke bliver snydt. Og hvor finder vi markedsprisen på cs.money – stash eller ?? Mvh Susanne

Svar fra rådgiver

Hej Susanne,

Først og fremmest skal du have stor ros for, at du har skrevet til os. Jeg kan godt forstå, du researcher og spørger efter gode råd, inden du/I kaster jer ud i at sælge et skin, der er meget værd.

Så først og fremmest ros for at række ud – det kan være lidt af en jungle, og der er rigtignok mange scammere derude, der især går efter sælgere uden ekspertise. Det er godt, at du tager det alvorligt, både fordi det selvfølgelig gør, at I formentlig ikke bliver snydt. Men også fordi, jeg tænker, at din søn på den måde lærer, at det er rigtig vigtigt at passe på sig selv på nettet.

Det er en rigtig god idé at bruge en officiel mellemmand til handlen. Altså en person, der ‘holder’ kniven, og eventuelt købers penge, og sender videre, når alt er modtaget. De findes i de fleste danske Facebookgrupper, hvor der handles med skins.

Det vigtige i forhold til den metode er, at I sikrer sig, at I ikke har fat i en falsk mellemmand. Det er en scamtype, vi ser nogen gange. Altså hvor man tror, man handler med en mellemmand, men hvor den person så er i ledtog med en scammer, uden at man som sælger får pengene.

Den bedste måde at gardere sig mod det på er at sikre sig, at man gennem Messenger rent faktisk chatter med den person, han siger, han/hun er. Så hvis vedkommende for eksempel står som officiel mellemmand på en trading-Facebookgruppe under admins eller ordstyrere, så kan du klikke direkte DERFRA ind på profilen, og så trykke ‘send besked’. Hvis du så kommer ind på den samtale, I allerede har gang i, så ved du, at det ikke er en falsk profil.

En anden ting, I kan gøre, er at kontakte en stor sælger med et godt ry. Hvis I spørger lidt rundt, kan I hurtigt finde nogle danskere, som handler for rigtig mange penge, og hvis ry gør, at de er til at stole på. Der kan I komme til at få lidt færre penge for kniven til gengæld for mere sikkerhed. Forretningsmodellen hos dem er nemlig at købe billigt (men med høj tillidsfaktor) og så sælge skins videre, f.eks. til udlandet, til en højere pris.

Det ville også være en god idé for jer at tjekke, om din søn har en såkaldt API-key på sin konto. Det kan ske, hvis han er kommet til at logge på en falsk trading- eller turneringsside, hvor en scammer så har fået hans brugernavn og kode, og bruger den key til at omdirigere handler. I det tilfælde ville kniven ende hos scammeren i stedet for den, I sælger til – det er en scam-type, vi desværre ser tit. I kan se, om din søn har en API-key på sin konto ved at følge vores guide her. Hvis der intet står i det vindue, der kommer op, når I følger guiden, er kontoen sikker. Herfra bliver det så vigtigt, at din søn sørger for ikke at klikke på mistænkelige links, og sikrer sig, at han kun logger på ægte sider. Der er det en god idé at tjekke URL (altså webadresser) igennem, og hvis I sætter kniven til salg i en gruppe, skal han ikke trykke på links, hvor potentielle købere vil have ham til at tjekke prisen på kniven på alle mulige websites.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Jeg synes, det er rigtig sejt, at du som mor giver dig tid til at undersøge de her ting, og tager det alvorligt, at han går op i skins. Det er vejen frem i forhold til at sikre sig mod scams og anden form for kriminalitet på nettet!

Bedste hilsner og med ønsker om et godt salg

Lars fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 1 kommentar

Kan man sælge sin kniv og få.de penge ind på, sit kort?

3 år siden

Emil, ekspert Hej :) Man kan godt sælge sine skins og få pengene ind på sit kort, ja. Det nemmeste og sikreste er at sælge på Steam Market, men hvis man sælger derinde, får man pengene i sin Wallet, og de kan kun bruges på spil og nye skins. Man kan ikke hive dem ud. Hvis du gerne vil have pengene fra salget ind på din konto i banken, kan du fx sælge til en anden person via MobilePay igennem en gruppe på Facebook. Det plejer at være køber, der går først i den slags handler, så du bør ikke være i risiko for at blive scammet, men jeg vil anbefale, at du læser vores tjekliste, før du trader, hvis du ikke allerede har gjort det :) Derudover bør du tjekke, om du er blevet API-scammed, inden du sender så dyre ting som en kniv. Det kan du gøre ved at gå ind på den her side. Hvis der står "Revoke My Steam Web API Key", skal du trykke dér, fordi det betyder, at andre kan se og styre dine trades. Hvis der er en grøn knap med teksten "Registrér", er alt, som det skal være, og så kan du trade kniven væk :) Skriv endelig en kommentar mere, hvis du har flere spørgsmål. Vh Emil fra scammed.dk

3 år siden

Skriv en kommentar ...