Spørgsmål fra Søren Olsen, 25 år

Hej scammed.dk – jeg er her til aften (06.05) blevet API scammet for en kammerats CSGO kniv, som jeg havde lånt.
Jeg sendte ham et trade offer, imens vi sad og snakkede over Teamspeak, og jokede endda med at han skulle tjekke med det samme. Lige efter jeg havde sendt ham trade offeret sagde han den var blevet Cancelled, men ved mig var den gået igennem (accepteret). Jeg tjekkede så accounten det var sendt til, og det gik meget hurtigt op for mig, at det var en falsk account og at jeg var blevet API scammet.
Er der noget jeg kan gøre i denne situation. Jeg refundere selvfølgelig værdien af kniven til min kammerat, da det jo ikke er hans skyld.

Svar fra rådgiver

Hej Søren,

Tak fordi du skriver til os.

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det lyder som en virkelig ufed oplevelse for både dig og din kammerat. Derudover vil jeg fortælle, at du har gjort det helt rigtige i den her situation. Du skriver, at det ikke er din kammerats skyld, og derfor vil du give ham værdien af kniven. Det er lige præcis sådan, det skal være. Du skriver også, at du jokede med, at han skulle tjekke dit trade offer. I var altså bevidste om, at scams er en realitet, og det blev desværre noget, I skulle opleve. Nu kender du og din kammerat til vigtigheden af at tjekke efter, inden I sender skins til hinanden. 

Du spørger, om du kan gøre noget i den her situation. Det kan du. Ud over at du har handlet korrekt, kan du gøre endnu mere. Vi skal de her scammere til livs. Derfor vil jeg råde dig til at lege detektiv, Sherlock Holmes og Dr. Watson. I bestemmer selv, hvem der er hvem.

API-scam kan være indviklet, men ikke desto mindre kan du se, hvem du har sendt kniven til. Derfor vil jeg mene, at I skal tjekke profilen, du sendte kniven til. Anskaf alle de oplysninger, I kan om profilen. Er det en bot eller en rigtig person? Du skriver, at det er en falsk profil. Men tjek op på, om det er en rigtig person. Hvis det er, kan I altid prøve at finde informationer omkring scammeren på eksempelvis de sociale medier og prøve at komme i kontakt med vedkommende ad den vej. Hvis det er en bot, er der desværre ikke så meget at gøre. Tjek profilens venner. Har den nogle venner eller slet ingen? Hvis den har, så kan I forsøge at tjekke dem. Som jeg skrev tidligere, kan du ligeledes finde informationer på profilens venner og se, om du kan komme i kontakt med nogen af dem gennem de sociale medier.

Siden du er blevet API-scammed, vil jeg også råde dig og din kammerat til at følge vores guide om at sikre sin konto efter API-scam. Den beskriver præcis, hvad I skal gøre i lige præcis den her situation. Og det er vigtigt, at I gør det meget snart. 

Derudover vil jeg også råde dig og din kammerat til at følge vores guides til, hvordan I sikrer jeres Steam-accounts endnu bedre. Det kan I gøre her. Det er ikke rart at blive scammed. Ved at sikre jeres kontoer er chancen minimal for, at i bliver API-scammed igen.

Når I er færdige med at lege detektiver og har de oplysninger, I skal bruge, vil jeg råde jer til at anmelde hændelsen til politiet. Det er vigtigt, at politiet bliver bekendt med omfanget af den her type kriminalitet. Du kan anmelde det her.

De bedste hilsener

Johan fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 2 kommentarer

Søren Jeg kan oplyse jeg har fulgt jeres guide omkring API-scam osv. og har ændret alt, som der er at ændre. Jeg kan også informere, at det desværre var en bot, som er synderen bag dette, har holdt øje med profilen efter, og den skiftede navn og billede hurtigere end jeg kunne refreshe min browser. Jeg takker for det hurtige svar, og vil se på at få det anmeldt. Mange tak for hjælpen :)

4 år siden

Søren Hej igen Scammed.dk

4 år siden

Skriv en kommentar ...