Jakob Simonsen er far til en teenagedreng, der spiller Counter-Strike Global Offensive. Han blev en dag ringet op af sønnen, som var grædefærdig, gal og frustreret, fordi han var blevet API-scammet for omkring 5000 kroner.

Scams, og især API-scams, er desværre blevet et kendt fænomen blandt gamere. Flere og flere unge oplever at blive scammet og miste virtuelt udstyr til mange penge. Jakob har selv spillet med siden Commodore 64 og efterfølgende de populære FPS spil Duke Nuke em, Quake og Unreal tournament, og spiller nu selv CS:GO på ugentlig basis. Så han var i en unik position til at støtte sønnen, da det gik galt.

For at vise hvordan det er, at være forældre til et barn, der er blevet snydt, har scammed.dk lavet et interview med Jakob om, hvad der skete, og hvad han gjorde.

Hvordan handlede du i situationen, da din søn fortalte, at han var blevet scammet? Hvad tænker du har haft indflydelse på din måde at håndtere netop denne situation?

Jeg husker, at jeg blev ringet op i telefonen, og fik en grædefærdig dreng i røret, som var frustreret og vred. Den første del af samtalen gik på at få et overblik over, hvad der var sket. Jeg prøvede at forstå så meget som muligt, da jeg sjældent handler med skins og aldrig rigtig trader. Jeg spiller selv, så jeg kender jo lidt til skins, og ved, hvor meget de er værd. Vi fik lavet et overblik, og det viste sig, at min søn havde mistet værdier for omkring 5000 kr. Han var utrolig ked af at miste dem, da han havde sparet op, brugt julegavepenge, osv.

Vi satte os ned og gjorde tabet op, og fandt support til Steam, hvorefter vi lavede en supportsag. Efterfølgende har vi talt om værdien af tabet. Hvad er 5000 kr værd i det lange liv? Og hvordan kan vi bruge den her erfaring og scam positivt til at være mere kritisk i vores digitale færden? Sidst, men ikke mindst, har vi talt om, hvordan man kan bruge penge på skins eller andre digitale ting, som jo er forbundet med en større risiko. Det er mindre sikkert og muligheden for at miste penge er større.

 

Jakob er 45, spiller selv meget computer,
og har som bestyrelsesmedlem

været med til at starte en
esportsafdeling op i den lokale idrætsforening

Hvordan har det været at være vidne til, at dit barn blev scammed?

Jeg tror ikke, der er nogle forældre, som synes, det er sjovt at opleve sit barn være ked af det. Jeg føler en magtesløshed over, at vi ikke kunne gøre noget. Steam er en virkelig stor organisation, og er svær at råbe op. Men når det er sagt, har det været lærerigt. Nogle af de ting skulle vi som forældre for længst have talt med vores børn om. Altså svindelmails, fake telefonopkald og falske hjemmesider burde vi for længst have talt om. Og ja – jeg er godt klar over, at man ikke kan beskytte sig mod alt, men man kan jo klæde sit barn bedst muligt på for at undgå disse scams. I dette tilfælde kostede det 5000 kr., men det kunne jo have været meget værre.

Hvordan oplevede du din søn, da han blev scammet? Hvad følte han?

Han blev først meget ked af det: Hvordan kunne det dog ske? Jeg havde jo ikke gjort noget, og nu mister jeg jo alle disse penge. Siden frustreret og gal: Hvem kan dog finde på det? Hvorfor hjælper Steam Support ikke, sagen er jo indlysende, kan vi ikke gøre noget? Til sidst resignation og afmagt: Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget, og jeg skal i hvert fald aldrig have så mange penge investeret i dette igen. 

Tænker du, at din egen interesse for gaming har haft indflydelse på, hvordan du handlede, da din søn blev scammet?

Ja, helt sikkert. Jeg var med til at formulere mails til Steam Support. Jeg kunne jo tale ligeværdigt med min søn, da jeg ved, hvad skins kan koste, og hvordan værdien kan ændre sig. Og ikke mindst fordi, at jeg ved, hvordan de unge taler med hinanden om skins. Der kan jo være prestige i at fremvise sjældne eller dyre skins i spillet. Kort sagt har jeg en forståelse for, hvorfor han både har og handler skins, og bruger sine lommepenge på dem.

Vores tal viser, at hele 69% af vores brugere på scammed.dk har været udsat for et scam.

Ud af de 69% har:
56% oplevet ikke at modtage sine penge eller sit skin efter i et trade
17% været udsat for falsk mellemmand
15%  været udsat for API scam
12% ikke nogen idé om, hvilken type scam de blev udsat for

Hvis vi skal kigge lidt fremadrettet, tænker du så, at det er vigtigt, at forældre generelt ved noget om skins, scams og gaming? Hvorfor?

Generelt synes jeg, det er vigtigt at have et sundt forhold til livet: Drikke, gamble, spise, motionere osv. Alle de ting kan nemt tage overhånd, hvis man ikke lærer at styre det. Jeg mener, det er vigtigt, at vi som forældre går forrest og viser det gode eksempel, selvom vi jo heller ikke selv er fejlfri. Hvis og når vi viser, at vi har en fornuftig holdning, smitter det af, og så kan vi tale med vores børn omkring den verden, vi befinder os i. Så får vi nemmere ved at få budskabet ind, og lære dem om skins, betting og gaming.

Hvad tænker du andre forældre bør vide eller kan gøre for, at de ikke oplever det samme, som du gjorde med din dreng?

Jeg mener og tror, det vigtigste er, at vi lærer vores børn at færdes digitalt og udvise sund fornuft, være skeptisk overfor hjemmesider, og ikke udlevere koder og id. Jeg tænker også, børn skal vide, at der kan være fake hjemmesider, som til forveksling ligner dem, de skal ind på. Men jeg tror desværre aldrig, vi kan gardere os helt. Mange voksne bliver jo også snydt,men vi kan jo, igen, klæde vores børn på – i hvert fald så godt som muligt.

Kender du til andre forældre, hvis børn er blevet scammet? Har I i givet fald talt om det, og hvilke diskussioner og refleksioner medførte det?

Nej jeg kender desværre ikke til andre forældre.

Jeg ønsker med vores historie, at der kommer fokus på disse hackere, således at både voksne og unge kan undgå at falde i disse hackeres fælder. Mange har mistet mere, end min søn og andre mindre, men for os alle er det jo et overgreb på noget, vi føler er vores. Jeg er ikke sikker på at det at kende andre forældre vil hjælpe, men snak og fokus på emnet, gerne samlet et sted, vil formindske risikoen for at ende i samme sted. Derfor synes jeg det er super dejligt og enormt vigtigt, at I tager det op og skriver om det. Jeg siger ikke, at man ikke må købe skins, men jeg mener oprigtigt, at der i min optik bliver brugt alt for mange penge på indhold i spil, som reelt tabes.

Ikke den eneste forælder

Vi ved fra vores rådgivning, at Jakob ikke er den eneste forælder i Danmark, der har oplevet, at deres barn er blevet scammed. Vi håber med Jakobs historie, at flere forældre bliver nysgerrige på deres børns fritidsinteresse, og kan være med til at forebygge scams, og dermed IT-kriminalitet, på internettet. Internettet udvikler sig hurtigere end nogensinde før, og det kan være svært at følge med. Men ikke desto mindre er vigtigt, at vi begynder at blande os i de unges hobby, og får en snak om, hvordan internettets pletvise lovløshed fungerer. Har du oplevet det samme som Jakobs søn, kan du altid finde hjælp på scammed.dk. Her kan du læse om hvordan du sikre dig imod API scams og helt generelt sikre din konto bedre.

Skrevet af Johan fra Scammed.dk

Johan er scammed.dks pædagogiske rådgiver. Han arbejder med at forstå digitaliseringens, herunder gaming og skins, indflydelse på vores samfund og unges liv.