Esport og gaming er to begreber, der ofte bliver brugt som synonymer. Begge tager udgangspunkt i (computer)spil, men nogenlunde der stopper ligheden så også. For esport er kompetitivt, hvor gaming foregår på hobbyplan.
Konkurrence eller leg?
Esport handler grundlæggende om at dyrke gaming på eliteniveau, og at konkurrere med modstandere om, hvem der er bedst. Man går til træning på fastlagte tidspunkter, har en træner, der lægger strategier for holdet, har hele tiden fokus på den kompetitive del og sidder ved hver sin computer med hvert sit tastatur, mus og headset. Der bliver opsat store turneringer, både nationalt og internationalt, hvor der kan være meget hæder og ære, og ikke mindst en stor pengepræmie, på højkant.
Gaming, derimod, foregår på hobbyniveau, og handler mere om at hygge sig og have det sjovt, end om at konkurrere. Der er fokus på de sociale aspekter – på samværet og på at være fælles om en sjov aktivitet. Det kan foregå på samme konsol, på samme skærm, hvor vi sidder fysisk i samme rum, eller vi kan sidde hver for sig med hvert vores device og være forbundet over headset. Det handler om i fællesskab at dyrke en interesse, hvis primære omdrejningspunkt er underholdning og leg.
Vi anerkender det ene, men ikke det andet
Det interessante er, at vi som samfund er hurtige til at anerkende esport, og anerkende gaming når det på denne måde anvendes i sportsligt, konkurrencemæssigt øjemed. Men taler vi gaming på hobbyplan er der slet ikke den samme forståelse og anerkendelse. Mange ser hobbygaming som ligegyldigt, passivt tidsfordriv, og har ikke øje for den sociale lim gamingen ofte udgør.
Det er rigtig ærgerligt, for det betyder, at mange børn og unge har en oplevelse af, at deres hobby er forkert, og at det ikke er i orden at bruge tid på. De oplever mange konflikter omkring gaming, og oplever deres forældre (og andre voksne omkring dem) som uforstående, restriktive og unfair.
For langt de fleste gaminginteresserede børn og unge er det gaming, der er det spændende. Ikke esport. Det ses også, når klubber prøver sig frem med arrangementer, der handler om gaming. Inviterer de til esports-event, dukker der ingen unge op. Inviterer de derimod til gamingevent bliver der stuvende fuldt. Børn og unge vil rigtig gerne game. Men det er kun et fåtal af dem, der har lyst til at dyrke gamingen på kompetitivt plan.
Det er ikke fordi esport er bedre end gaming eller omvendt. Det er blot to forskellige måder at dyrke (computer)spil på. Og det er vigtigt, at vi som voksne og forældre har forståelse for den forskel, og at vi anerkender begge dele på lige fod med hinanden. For der er rigtig meget godt at hente. I begge former for spil.