På scammed.dk har det længe været en drøm at udvikle et site kun til forældre. Med midler fra Rådet for Offerfonden i ryggen er den drøm nu blevet til virkelighed: velkommen til scammed.dk/forældre!
På baggrund af analyser af det eksisterende indhold på scammed.dk, feedback fra brugerne af sitet samt kvalitative interviews med både børn, unge og forældre har vi samlet al den information, der er vigtig for dig, der er forælder til et barn, der interesserer sig for gaming. Du kan derfor finde:
- Artikler om de mest populære spil
- Viden om skins og scams
- Guides til hvordan du som forælder kan hjælpe dit barn til at passe bedst muligt på sig selv, når han/hun trader
- Vejledning til hvordan du bedst støtter dit barn, hvis skaden er sket, og barnet er blevet offer for et scam
- Information om alt det, der også er en del af denne verden, men som ikke er direkte gaming eller trading
og meget, meget mere. Hør eksempelvis Stine, scammed.dks egen psykolog, fortælle om skærmtid, fastholdelse og afhængighed i videoerne nedenfor.
Det hele bliver serveret i letspiselige formater, hvad end du foretrækker at konsumere ny viden via tekst eller video. I takt med at feltet udvikler sig opdaterer vi det eksisterende indhold på sitet, ligesom vi løbende vil tilføje nyt.
Står du og har brug for sparring til din konkrete situation kan der være hjælp at hente i testen på forsiden, ligesom du altid er velkommen i både brevkassen og sms’en. Har du feedback, ris eller ros til sitet, noget du synes, der mangler eller noget, der kunne være bedre vil vi opfordre dig til at kommentere under opslaget her eller på den relevante artikel eller guide. Du må også altid gerne sende dine inputs til info@scammed.dk.
Vi glæder os til at tage godt imod dig. Velkommen til!
Kommentarer
Viser 0 kommentar