Hvad er Fortnite?

Fortnite er et skyde- og byggespil, hvor man spiller imod op til 99 andre spillere i en arena, der gradvist bliver mindre som spillet skrider frem. Spillet er designet med udgangspunkt i at det skal være let tilgængeligt og sjovt for spillere i alle aldre. Derfor er spillet gratis, men indeholder et væld af mikrotransaktioner. Mikrotransaktioner betyder, at det er muligt at købe nye skins (udklædning) til ens Avatar (figur/karakter) for rigtige penge.

Spillet er aldersmærket til 12 år og opefter. Spillet indeholder vold og uhyggelige elementer. Med spillets farverige og næsten tegneserieagtige grafik er der dog ingen blod, hvilket reducerer graden af visuel vold. Spillet kan spilles i flere formater, fra Battle Royale, den gængse ‘mode’, til ‘creative mode’, hvor brugere kan spille brugergeneret indhold – ligesom i spillet Roblox.

I Fortnite er det også muligt at interagere med andre mennesker, både venner og fremmede, gennem tekst eller tale. Dog er det kun muligt at interagere med mennesker på ens venneliste eller nogen som man er endt i gruppe med. Dette understøtter samarbejde, udarbejdes af strategier og hyggesnak, men det er samtidigt også et medie til potentiel ubehagelig kommunikation og scamming. Derfor er det altid en god ide at snakke med dit barn om hvem dit barn snakker med, når de spiller.

fortnite screenshot

Hør Emil fortælle om Fortnite

Hvorfor er Fortnite populært?

Der er mange bud på hvorfor Fortnite blev en international succes og cementerede Battle Royale genren blandt børn og unge. Vi har sammensat et sæt punkter, som kortlægger nogle af Fortnites bedste sider, hvilket kan give dig større indsigt i hvorfor dit barn måske er så vild med spillet.

1) Det sociale aspekt

Selvom Fortnite er et skydespil, hvor det blandt andet handler om at bekæmpe andre spillere på banen, så har spillet også en stor social dimension, da man kan spille i hold på 2 (duos), 3 (trios) eller 4 (squad), hvilket man typisk gør med venner, enten fra ens lokalmiljø eller nogen man har mødt igennem spillet. Og med muligheden for at købe og optjene point til at samle nye seje skins og emotes til sin Avatar (ens figur), understøtter spillet en masse sjov gennem interaktion med både venner og fjender. Og med spillets tegneserie-inspirede grafik, er der lagt op til sjov og spas fremfor realisme.

2) En verden i konstant udvikling

Fortnite er også en spilverden i konstant udvikling. Spillets primære game-mode og bane, Battle Royale, ændrer sig fra sæson til sæson, hvor verdenen transformeres og nye elementer tilføjes. Alt fra nye våben, nye skins, nye objekter at interagere med i verdenen og introduktionen af nye eksperimenterende game-modes.

3) Et mix af universer

Hvis du ikke allerede har optaget det, så har Fortnite samarbejde med alverdens universer fra filmindustrien, herunder Marvel, DC, Star Wars, osv. Derfor har Fortnite alverdens skins, som er baseret på figurer fra eksisterende universer, som vi kender. Eksempelvis kan du spille som Indiana Jones, Darth Vader eller Spiderman, for blot at nævne et par af tusindvis af muligheder, som dagligt er på udskiftning i Fortnites in-game shop.

4) En platform for kreativitet

Spillet har også en game-mode kaldet ‘Creative’, hvilket er en måde hvorpå spillere kan bygge deres eget indhold og deres egne verdener. Med andre ord, brugergeneret indhold. Og i nogle tilfælde bliver brugergeneret indhold næsten ligeså populært som de konventionelle game-modes. Ligesom spillet Minecraft, understøtter Fortnites Creative mode en form for spil og udfoldelse, som appellerer for mange unge, og som er et element til at holde et spilunivers i udvikling.

Hvordan trader man i Fortnite?

Fortnite er lidt speciel, når det kommer til at handle. Mange andre spil tilbyder brugerne, at de kan handle kostumer, udsmykninger til våben eller andre virtuelle genstande, men det gør Fortnite ikke. Der er ikke nogen funktion, der tilbyder muligheden for at sende eller modtage enkelte genstande, og hvad gør man så? Så køber, bytter og sælger man hele konti i stedet. Hvis en spiller rigtig gerne vil have fingrene i et bestemt kostume, man ikke længere kan få i spillet, må vedkommende ind i en Facebook-gruppe og finde en spiller, der sælger en konto med det på. Dét foregår som regel ved, at man sender nogle penge til sælgeren over fx MobilePay, hvorefter man modtager brugernavn og adgangskoden til kontoen. Ofte er dén e-mailkonto, profilen er oprettet med, også en del af handlen.

fortnite sausage skin

Hvordan foregår scams i Fortnite?

Som nævnt i afsnittet oven over, foregår handler i Fortnite ved, at man køber eller sælger en hel konto. Her hører vi fra mange børn og unge, har købt en Fortnite-konto men ikke fået e-mailkontoen med i handlen, og som derfor er blevet scammet. I dén situation er der nemlig ikke noget, der står i vejen for, at sælgeren til enhver tid kan gå ind, trykke på “Glemt kodeord” og nulstille kontoen og tage den tilbage. Derfor er der også mange, der er begyndt at kræve e-mailkontoen med, men selv da er man ikke sikker. Mange spiludviklere er nemlig begyndt at have gode procedure for at hjælpe konti tilbage i hænderne på rette ejermand, hvis man henvender sig i deres kundeservice. Det er rigtig godt, når vi hjælper børn og unge, der har fået hacket både bruger og e-mailkonto, men det stiller købere af Fortnite-konti rigtig dårligt.

Mange handler i Fortnite foregår på ordentlig vis, hvor ingen kommer galt afsted, men det er altså vigtigt at huske, at der ikke rigtig er en måde at handle sådan en konto på, der kan siges at være sikker. Det handler om tillid til sælgeren, og dén tillid kan blive brudt mange dage, uger eller måneder efter salget. Når uheldet så er ude, bliver mange snydt “dobbelt”, fordi de siden har tilføjet deres eget kreditkort på kontoen og købt endnu flere skins og andre ting, som de så også mister.

Hvad synes du om vores artikel?

Skrevet af Emil fra Scammed.dk

Emil har hjulpet hundredvis af ofre for scams igennem flere år og har erfaring med skinhandler og scams inden for mange forskellige spil. Han rådgiver i vores SMS-tjeneste og i brevkassen.