I denne guide kan du se, hvordan du kan få adgang til din konto igen. Vi regner med, at du har prøvet at trykke “Glemt brugernavn” eller “Glemt kodeord” på platformen uden held, og at du altså er låst helt ude af din konto. Vi dækker de mest populære platforme, men hvis du ikke får svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at skrive til vores anonyme SMS eller i vores brevkasse. Scroll igennem siden eller klik på din platform for at komme i gang.

Steam / Riot Games / Epic Games / Roblox

 

Steam

Hvis nogen har lukket dig helt ud og skiftet din mail, adgangskode, Steam Guard, telefon og/eller profiltekst, skal du gøre følgende:

  1. Tjek, om du har fået en mail om, at din mail, telefon, eller Steam Guard er ændret.
  2. Tryk på ‘lock my account’, hvis der står det et sted i mail. Husk at gemme den kode, du får, hvis du gør dette.
  3. Skift koden på din email, hvis du stadig har adgang til den.
  4. Gå ind på dette link og skriv brugernavnet, mailen eller telefonnummeret på kontoen. Brugernavnet er det, du bruger, når du logger ind på din Steam-konto.
  5. Udfyld formularen med alle de ting, du kan: PayPal-kontooplysninger, sidste fire cifre i et eventuelt tilknyttet betalingskort, billeder, hvis du har kvitteringer fra f.eks. et køb hos g2a.com. Det vil være forskelligt, hvad du kan og skal taste ind her.

Nu kan Steam Support se, at du er den reelle ejer af kontoen. Væbn dig med tålmodighed, for det kan tage nogle dage, før de vender tilbage til dig. Du vil så få et link med en ny, midlertidig kode. Husk at ændre denne kode, når du har adgang, og husk at sætte Steam Guard op forfra.

For at sikre dig bedst muligt fremover er det vigtigt, at du kun logger ind med din Steam-konto på sider, du har tillid til. Hvis du er usikker på en hjemmeside, skal du altså ikke indtaste dit brugernavn eller din adgangskode.

Læs mere om hvordan du fremadrettet sikrer din konto her.

Riot Games

For at få din konto tilbage skal du starte med at klikke dig ind til Riot Games’ support. Det er ligemeget, at der står “Valorant” øverst. Senere i processen skal du vælge de(t) spil, du faktisk spiller med din Riot Games-konto.

  1. Vælg “Recover my Account” under “Choose a request type”
  2. Skriv din mailadresse ind under “Your mail address”. Det er dén mail, der blev brugt til at lave kontoen med!
  3. Vælg “Europe – West” under “Region”
  4. Vælg “Hacked/Compromised/Locked Account”. Herefter kommer der en masse felter, og du skal udfylde alle så godt, du kan. Det mest giver sig selv, så jeg vil kun knytte enkelte kommentarer til det:
  5. Husk, at du under “Your current email address” skal skrive en mail, du har adgang til, fordi det er her, du bliver kontaktet af Riot Games, når de har set din henvendelse. Skriv derfor din mors eller fars email ind eller lav en anden midlertidig email (med et sikkert kodeord!).
  6. Når du har udfyldt alle felterne så godt, du kan, og tilføjet billeder under “attachments”, hvis det er relevant, trykker du på “Submit” i bunden. Jo flere detaljer, du har givet supporten, desto nemmere kan de bekræfte, at du er den retmæssige ejer og giver dig din konto tilbage.

Epic Games

For at få adgang til din Epic Games-konti igen, skal du ind på dette link og trykke på den blå “Contact us”-knap i bunden. Herefter kan du følge vejledningen:

  1. Klik på “I can’t login”
  2. Herefter kommer der en række felter, du skal udfylde. Jo flere informationer, du skriver ind, desto nemmere er det for Epic Games at bekræfte, at du er den rigtige ejer af kontoen. Først skal du indtaste det første navn, du havde i spillet under “First display name”.
  3. Klik “Next step”
  4. Din IPv4-adresse bør allerede være registreret, men hvis den ikke er, kan du finde den ved at gå ind på dette link.
  5. Klik “Next step”
  6. Under “Purchases info” kan du skrive ordrenummeret ind fra et køb på kontoen.
  7. At udfylde feltet “Last 4 digits of the credit card used to purchase” er noget af det bedste i forhold til at gøre det klart over for Epic Games, at man er den rigtige ejer af kontoen.
  8. Klik “Next step”
  9. Hvis du fx har forbundet din Epic Games-konto med din PlayStation-konto, kan du vælge det til sidst. Det gælder også Nintendo (hvis man spiller på sin Switch), Xbox og Twitch. Udfyld også informationer om navn og tidspunkt for oprettelse.
  10. Klik “Continue”
  11. Nu skal du skrive en email, Epic Games kan kontakte dig på, og det er derfor vigtigt, at du her skriver en email, du (og kun du) har adgang til.
  12. Til sidst kan du vælge at sende en beskrivelse med flere detaljer og vedhæfte billeder, du synes er relevante.
  13. Tryk “Submit an email request”

Roblox

For at få din Roblox-konto tilbage, skal du kontakte Roblox’ egen support, så de kan hjælpe. Første skridt er at gå ind på dette link, og så kan du følge vejledningen nedenfor.

  1. Du skal nu indtaste fødselsdagen på dén person, kontoen tilhører og trykke videre.
  2. Derefter kommer der en formular, hvor du skal udfylde brugernavn (username), navn og email. Det er vigtigt, at du skriver en email her, du har adgang til. Hvis du er blevet hacket, og du også har mistet adgang til dén email, der er knyttet til kontoen, skal du altså skrive en anden – fx din mors eller fars. Det er denne email, Roblox kontakter dig på, når de har set din henvendelse.
  3. Efterfølgende skal du under “What device are you having the problem on?” vælge én af dem, du spiller på. Det er er ikke så vigtigt, hvad du vælger, fordi problemet ikke er et teknisk problem med spillet.
  4. Under “Type of help category” vælger du “Account Hacked or Can’t Log in”.
  5. I den nye dropdown-menu vælger du nu “Account Hacked”.
  6. I tekstfeltet nederst har du mulighed for at skrive noget mere om, hvad der er foregået, som kan hjælpe Roblox med at løse problemet for dig. Hvis du fx ved, at du er blevet hacket, fordi du kom til at logge ind med din Roblox-konto på en falsk side, der lovede gratis Robux, kan du skrive linket til siden her, og du kan også skrive, hvornår du cirka mistede adgang. Ellers kan du lade feltet være tomt.
  7. Tryk på “Submit”

Når Roblox har haft mulighed for at kigge din sag igennem, hører du tilbage fra dem på dén mail, du oplyste i formularen. Roblox har rigtig mange spillere, og derfor får de mange henvendelser, så der kan godt gå noget tid, inden de svarer.

Hvad synes du om vores artikel?

Skrevet af Emil fra scammed.dk

Emil har hjulpet hundredvis af ofre for scams igennem flere år og har erfaring med skinhandler og scams inden for mange forskellige spil. Han rådgiver i vores SMS-tjeneste og i brevkassen.