Spørgsmål fra Danny, 11 år

Hej, mit navn er Danny jeg er 11 år og blev scammed fra en Karambit Fade. Jeg tradede hele mit enventory men fik ikke noget tilbage. Kan i hjælpe mig?

Svar fra rådgiver

Hej Danny.

Det er ikke en rar oplevelse at blive scammet, så det er godt, at du skriver og får snakket om det. Hvis du kigger i vores brevkasse, kan du også se, at rigtig mange bliver udsat for den samme form for snyd, som du har oplevet.

Ud fra det, du siger, lyder det, som om du er blevet API-scammet. Det betyder, at der er en anden person, der har adgang til din profil, og som kan se dine trade offers og sende falske afsted. Hvis du går ind på den her hjemmeside og logger ind, kan du se, om du har nogen aktive API-keys på din profil. Hvis der er nogen, er det vigtigt, at du tager et screenshot af siden, så man kan se domænet på den API-key, der er derinde.

Og hvis der står nogen derinde, kan du være blevet API-scammet. I det tilfælde skal du hurtigst muligt sikre din konto igen, og det kan du gøre ved at følge vores guide om API-scams. Ellers risikerer du, at du bliver scammet i fremtiden. Men husk at tage et screenshot!

Man bliver som regel API-scammet, fordi man er kommet til at logge ind med sin Steam-account på en falsk hjemmeside, der kun har til formål at franarre folk deres oplysninger.

I forhold til at få dit inventory tilbage, er der desværre ikke så meget at gøre. Medmindre du kan dokumentere, at nogen har haft uberettiget adgang til din konto. Hvis du kan det, kan du prøve at foretage en politianmeldelse, hvor du sender screenshots med af din byttehistorik, hvor man kan se, at du har sendt alle dine ting afsted. Det ville også være godt, hvis du sender det screenshot med, du tog af din API-key, så politiet ved, hvilken hjemmeside, der står bag.

Når du har sikret din konto, vil jeg foreslå, at du snakker med dine forældre, hvis du ikke allerede har gjort det. Det kan godt være, det føles, som om de ikke forstår det, men det er ikke godt at gå med de følelser alene. De vil også kunne hjælpe, hvis du skal foretage en politianmeldelse, fordi det skal man være 18 år for at gøre. Det kræver nemlig nem-id.

Sørg for at være ekstra påpasselig, hvis du i fremtiden vil logge ind med din Steam-account på andre hjemmesider, så du ikke risikerer at blive snydt igen. Det skal du nemlig kun gøre på sider, du med sikkerhed ved er legit.

Med venlig hilsen,

Emil fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...