Spørgsmål fra Alexander, 10 år

Hej.
Roblox.
Min søn på 10 har købt en del ting og haft kort fornøjelse af dem. Han oplever, de pludselig forsvinder fra hans spil. Han mener, de er blevet “stjålet”, kan det lade sig gøre? Og hvad kan vi gøre ved det?

Svar fra rådgiver

Hej med jer to,

Mange tak for spørgsmålet. Det lyder bestemt ikke sjovt, at Alexanders ting forsvinder, når han køber dem. Det er helt sikkert en mulighed, at Alexander har fået stjålet sine ting, ja. Det er det, vi kalder “scam”, og der er mange, der oplever det i Roblox. Det kan fx ske ved, at man vælger at handle med en anden spiller, hvor man giver nogle ting, og den anden spiller så logger ud bagefter, så man ikke får de ting tilbage, man havde aftalt. Det kan også være, at man inviterer andre ind i sit hjem/på sin ø, og de så begynder at samle ting op og så videre.

Som du måske ved er Roblox en samling af rigtig mange forskellige spil, der er lavet indenfor rammerne af Roblox. Man kan fx spille “Adopt Me!”, hvor man kan betale for kæledyr og træne med dem, eller man kan spille “Islands”, hvor man netop bygger sin egen ø op med forskellige ting. Fordi jeg ikke ved, hvilke specifikke spil, Alexander spiller, er det svært at pege på noget konkret, der kunne være årsagen.

Mit bedste bud er derfor, at I prøver at skrive til supporten, fordi de bør kunne se, hvad der er sket på kontoen, og I på den måde kan få svar på jeres spørgsmål. I kan skrive til dem ved at klikke jer ind på det her link, og så vil jeg anbefale, at I vælger “Technical Support” under “Type of help category” og så “Specific game issue” i dropdownmenuen, der kommer frem under. Nederst i formularen er der et tekstfelt, og her vil jeg anbefale, at I skriver, hvad Alexander har købt og til hvilke spil, og at tingene forsvinder fra ham.

Hvis tingene er forsvundet pga. en fejl i spillet, bør der være gode muligheder for at få tingene tilbage, men hvis han har handlet med en anden spiller og er blevet snydt på dén måde, går Roblox ikke ind og tilbagefører ting, fordi de mener, det er på spillernes eget ansvar. Du kan eventuelt prøve at høre ham ad, om det kan være sådan, de er forsvundet. Ellers ville jeg som sagt prøve at skrive til supporten.

Mere generelt vil jeg råde Alexander til kun at tilføje folk inde i spillet, hvis han kender dem i virkeligheden – ligesom at han ikke bør handle med fremmede eller lukke dem indenfor i hans huse/på hans øer. De fleste bliver nemlig snydt i 1:1-handler med andre spillere, der har onde intentioner. Jeg håber, I kan få noget afklaring, når I hører tilbage fra Roblox.

Med venlig hilsen,

Emil fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 2 kommentarer

Nastassia Mange af mine trøjer, som jeg har brugt penge på er forsvundet. Jeg har ikke handlet eller noget. Jeg gik bare ind på Roblox og så var næsten alle mine trøjer forsvundet

2 år siden

Emil, ekspert Hej Nastassia. Dét lyder godt nok underligt. Jeg vil råde dig til, at du skriver til Roblox' kundeservice. De kan bedre gå ind og se, hvad der er sket, og hvad du kan gøre ved det :) Vh Emil fra scammed.dk

2 år siden

Jeg kan ikke se min skin

3 år siden

Emil, ekspert Hej Anonym. Tak for din kommentar. Jeg er ked af at høre, at du ikke kan se dit skin. Vil du ikke prøve at sætte lidt flere ord på, hvad det er, du oplever? Hvilket spil er der tale om? Hvad har du købt? Jo mere, du kan fortælle mig, desto bedre mulighed er der for, at jeg kan hjælpe dig videre :) Vh Emil fra scammed.dk

3 år siden

Skriv en kommentar ...