Spørgsmål fra Daniel, 18 år

hej, jeg vil bare spørge om man kan bruge det danske politi, til at anmelde en, som bor i Tokyo, Japan?

Svar fra rådgiver

Hej Daniel,

Tak for dit brev. For at svare kort på dit spørgsmål: Ja. Det kan man godt. Man kan anmelde al kriminalitet til politiet, og det er dét, vi har dem til. Uanset hvor en person bor, eller hvor mange informationer man kan give politiet, kan man gå ind og foretage en politianmeldelse.

Du skriver ikke i dit brev, hvad der konkret er foregået. Om det er hacking, stjålne genstande, identitetstyveri eller noget helt fjerde. Der er lidt forskel på, hvor man skal anmelde forskellige ting, men når du skriver herinde, og det er en person fra Japan, tænker jeg, at du skal ind på det her link, hvor du finder en oversigt over IT-relateret økonomisk kriminalitet.

Hvis man anmelder en dansker, der fx har snydt én på DBA eller på Facebook, kan der gå op til flere år, før der kommer noget ud af ens anmeldelse. Så uanset hvad bør man væbne sig med tålmodighed, når man anmelder. Hvis personen er fra udlandet, som du skriver her, skal man være endnu mere tålmodig, for politiet har ikke hjemmel til at gå videre med sagen selv, hvis den anmeldte person ikke er dansk statsborger.

Dét, der gør, at vi altid anbefaler anmeldelse er først og fremmest, at det kan gøre, at man får sine ting tilbage. Hvis det er en person fra udlandet, vil det formentlig kræve, at mange personer anmelder den samme gerningsmand, fordi politiet skal vælge, hvor de bruger deres ressourcer. Den anden grund til, at vi anbefaler anmeldelse, er, at det gør politiet opmærksom på den her form for kriminalitet, så de kan se, at der skal allokeres flere ressourcer til det i fremtiden, og at der er mange, der har et behov for den her slags hjælp.

Som konklusion synes jeg bestemt, du bør bruge de 5-10 minutter på at anmelde, men du bør indstille dig på, at der kan gå lang tid, før du får dine ting/penge tilbage, og at det kan være, politiet slet ikke har mulighed for at gå videre med sagen.

Jeg håber, du fik svar på dit spørgsmål 🙂

Med venlig hilsen,

Emil Ludvigsen

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...