
Spørgsmål fra Diana, 43 år
Hej
Jeg har udfordringer med min sønners Roblox kontoer.
Min største søn har fået slettet sin konto af Roblox pga. meget grimt sprog. Roblox vil ikke svare på om det er for evigt, kan I svare på det?
Vi har foreslået om ikke at man kunne slå chatten fra så det ikke sker igen, men det vil de ikke svare på og de svarer heller ikke på om han aldrig må spille igen.
Min søn har autisme og Roblox er hele hans verden og det er her hans venner er.
En anden ting er at min yngste søn nu også er blevet slettet fordi de mener at det er min store søns konto, men det er det ikke. Vi har skrevet til Roblox men de har ikke svaret på sletning af lillebrors konto, men må de slette den?
På forhånd tak for hjælpen.
Mvh Diana

Svar fra rådgiver
Hej Diana,
Tak for dit brev. Hvis sproget er tilpas grimt, så kan man sagtens få sin konto permanent slettet. Hvis der i beskeden fra Roblox stod, at kontoen var blevet “deleted” eller “terminated”, så er det permanent. Ellers ville der stå, at den var blevet “banned” i fx 1 dag, 1 måned eller 1 år.
Man kan stadig sende en klage over afgørelsen, men det lyder, som om din ældste søn har gjort noget, der er mod retningslinjerne, og så vil de jo bare skrive, at de holder fast i deres afgørelse. Det kræver lidt arbejde fra dig, men hvis du laver en ny konto til din søn, kan du sætte forælderkontrol op på den og styre kommunikation lidt strammere. Du kan fx gøre, at fremmede ikke kan skrive med ham inde i de forskellige spil, eller at folk ikke kan sende privatbeskeder. Hvis det kun er over for fremmede, at sproget bliver for hårdt, kan man indstille sådan, at kontakten til venner bevares.
Din yngste søns konto er formentlig slettet, fordi der er noget, der går på tværs af de to konti. Fx kan det være, at det er den samme mail, der er brugt på begge, og ja: så sletter de samtlige konti, der kan bruges af samme person, så man ikke kan have ekstrakonti og stadig få adgang på trods af en udelukkelse.
Super ærgerlig situation for jer alle tre, men ja, det må de gerne. De kan gøre præcis, som de vil med dén begrundelse, de vil, fordi det handler om deres egne retningslinjer. Så ud over at begrænse nogle sociale funktioner på din ældstes nye konto, kan du overveje, om den yngste skal have sin “helt egen” uden samme mail, hvis nu noget lignende skulle ske i fremtiden.
Noget helt andet: tak for at engagere dig i dine børns gaming og anerkende, at det har en social værdi for din søn. Sådan er det for mange, og samtidig er det godt at lære, at der også er konsekvenser i det digitale. Det er bedre at lære det nu end senere og med grimt sprog i Roblox snarere end noget mere “alvorligt”.
Jeg håber, I finder en god løsning.
Med venlig hilsen,
Emil Ludvigsen
Kommentarer
Viser 0 kommentar