Spørgsmål fra Mathias, 18 år
Jeg er blevet scammet for en kniv til 7250 kr. En person henvendte sig på mit salgs opslag og ville gerne købe den og jeg sagde ja. Da jeg ingen rep liste har, ville han gerne have en mellemmand ind over, hvilket jeg selvfølgelig godt forstod. Han sendte et link til en facebook gruppe ved navn CSGO Danmark Trade/Køb/Salg, som har officielle mellemmænd. Den ligner en reel gruppe med 50k medlemmer, men jeg mistænker at den enten er købt og nu bliver brugt som scam eller så den er blevet fyldt op med fake profiler, så den ligner en reel gruppe. Jeg syntes at den så reel ud, så jeg tænkte ikke specielt meget over det. Da køber sendte penge til mellemmand så det også fint ud da det blev gjort, så jeg sendte bare kniven til køber men fik aldrig penge fra mellemmand, da han påstod at han havde problemer med banken og mobilepay, selvom jeg havde en ven der lavede en handel på 13k samtidig.
Hvad kan jeg gøre, er pt igang med en politianmeldelse, så hjælp vil være meget velkommen.
Tak på forhånd, Mathias.
Svar fra rådgiver
Hej Mathias,
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du røg i fælden, hvis der er en falsk gruppe i omløb med så mange tusinde medlemmer og “officielle mellemmænd”. Rigtig ærgerlig situation. Hvis du gider, må du gerne skrive en kommentar neden for med link til dén gruppe, du snakker om, så jeg kan undersøge den og måske få lagt nogle advarsler ud.
I forhold til, hvad du kan gøre, er dit bedste bud at anmelde til politiet, som du skriver, at du allerede er i gang med. Du kan anmelde gerningspersonens profil til Steam også, men dét gør ikke, at du får dine items tilbage. Det kan dog gøre, at vedkommende bliver blokeret, så de ikke længere har mulighed for at scamme andre med samme profil.
Hvis du har brug for konkrete ting til anmeldelsen, må du endelig også skrive en kommentar med dét, men ellers gælder det bare om at få så mange oplysninger og beviser med som muligt, der dokumenterer jeres kommunikation og de forskellige brugere/grupper/profiler, du har været i kontakt med.
Med venlig hilsen,
Emil fra scammed.dk
Kommentarer
Viser 1 kommentar
Mathias ingen nye medllemmer og ingen nye opslag heller... Politiets blanketløsning for økonomisk svindel på nettet har været nede lige siden, så har ikke haft muligheden for at politianmelde endnu. [link fjernet af scammed.dk]
Emil, ekspert Hej Mathias. Tak for linket. Jeg har lige fjernet det, fordi vi helt generelt har en politik om, at vi ikke linker til scammeres profiler, grupper eller sider herinde, men jeg skal nok få undersøgt gruppen og se, om der er noget vi kan gøre ift. at anmelde den til Facebook eller gøre politiet opmærksom. Dine problemer med politiets onlineformular er noget, alle møder lige nu. Der er nogle veje rundt om, hvis du fx under betalingsmiddel vælger "Kontant" og så uddyber, at det faktisk var et skin. Men måske er der en række andre problemer også. Vh Emil fra scammed.dk
Mathias Super, tak for svaret. Skal nok forsøge igen i aften. :)