Spørgsmål fra Lukas, 16 år

Jeg er blivet scammet for 650 euro. Jeg gav ham skinsne og han sagde at han ville give mig pengene via paypal. Jeg har screenshots af hele samtalen og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Svar fra rådgiver

Hej Lukas,

Jeg er ked af at høre, at du er blevet scammet for så mange penge. Det er aldrig sjovt, når man viser tillid til nogen på den måde, og de så vælger at løbe fra deres del af aftalen, og jeg forstår godt, hvis det gør dig sur eller ked af det.

Der er desværre ikke så meget at gøre i forhold til at få dine ting tilbage, fordi de forskellige spil og platforme ikke tilbyder at hjælpe, når folk bliver snydt. Det er rigtig ærgerligt, men til gengæld kan du overveje at foretage en politianmeldelse, hvor du vedlægger dine screenshots af samtalen og et billede af din byttehistorik fra Steam (hvis det altså er gennem Steam, du er blevet scammet). Det er ikke sikkert, at politiet kan gøre noget, hvis scammeren er fra udlandet, men det er altid en god idé at foretage en anmeldelse, så politiet bliver gjort opmærksom på problemet, og så man åbner muligheden for, at man kan få sine ting tilbage den vej igennem, hvis man er heldig.

Til en anden god gang er mit bedste råd, at man bruger mellemmand, når man laver større handler, fordi der på den måde er mindre risiko for at blive snydt. Mange af de danske grupper har en liste af mellemmænd, man kan finde, og hvis man kontakter én af dem, kan de hjælpe med at sikre, at handlen foregår på bedst mulig vis for alle involverede parter. Mange af dem er gratis, og uanset hvad er det billigere at give lidt til en legit mellemmand end at blive scammet.

Der er generelt også en forståelse blandt tradere om, at køberen går først, så når du overvejer at sælge næste gang, kan du eventuelt bede om, at du får pengene, før du sælger items, hvis nu det ikke kan lykkes at finde en mellemmand, der har tid, eller hvis du ikke er tryg ved at bruge mellemmand 🙂

Med venlig hilsen,

Emil fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...