Spørgsmål fra William, 13 år

hej jeg er blevet scammed for 2200 kr hvad skal jeg gøre
når jeg prøver at nulstille min profil sp er den erikke

Svar fra rådgiver

Hej William,

Tak for dit brev. Det er rigtig ærgerligt, at du er blevet scammet for 2.200 kr. Du skriver, at du ikke kan få lov til at nulstille din profil. Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener, så hvis der er noget, jeg har misforstået, må du endelig skrive en kommentar under mit svar, så jeg kan hjælpe dig videre derfra.

Jeg regner med, at du er blevet scammet over Steam, og at det er din Steam-konto, du ikke kan få adgang til. Hvis det er tilfældet, skal du gå ind på det her link og skrive brugernavnet på kontoen. Efterfølgende kan du vælge, at du ikke har adgang til den email eller telefon, der er tilknyttet, og så kommer der en række felter. I de felter skal du skrive så mange informationer ind, som du kan, for det er dem, Steam bruger til at vurdere, om du er ejer af kontoen. Du skal også skrive en email, du har adgang til, som de kan kontakte dig på. Hvis alt går vel, får du din konto tilbage. Når du får din konto tilbage, bør du sætte Steam Mobile Guard op på den, så folk ikke kan komme ind, medmindre de også har adgang til din telefon.

Der er ikke konkret så meget at gøre ift. at få de 2.200 kr. tilbage, du har mistet. Steam tilbyder ikke at sende stjålne skins tilbage, men du kan gå ind og anmelde de(n) profil(er), der står bag, hvis du ved, hvem det er. Det gør du ved at gå ind på deres profil, trykke “Mere” og så trykke “Anmeld overtrædelse”. Så er der en chance for, at de bliver udelukket fra at kunne trade.

Den bedste mulighed, du har for at få dine penge tilbage, er at anmelde vedkommende til politiet. Du kan finde en vejledning på vores hjemmeside, der beskriver, hvordan man gør det. Politiet har ikke mulighed for at gå ind i alle sager, og hvis de ender med at tage din anmeldelse op, kan der stadig gå lang tid, før du får besked om det. Man skal være fyldt 18 år for at kunne anmelde, så du bør tale med dine forældre om det, der er sket, så de kan fortælle dig, hvad du bør gøre som det næste 🙂

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og ellers er du som sagt velkommen til at skrive en kommentar, og så vil jeg svare dig igen.

Med venlig hilsen,

Emil fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...