Spørgsmål fra Glenn, 31 år
Hej,
Jeg blev for lidt tid siden hacket, uden at have nogen ide om hvordan. Her blev samtlige af mine skins tradet væk. Jeg har haft fat i support som ikke kan gøre noget ved det, selvom de har kontoen det blev gjort fra.
Er der noget at gøre?
Mvh Glenn
Svar fra rådgiver
Hej Glenn,
Der er desværre ikke noget, du selv kan gøre for at få dem tilbage. Og support er også uduelige at søge hjælp fra, som du selv har erfaret, fordi alt er “på eget ansvar”, selvom man har kontoen. Hvis jeg var dig, ville jeg anmelde profilen til Steam. Selvom de ikke giver dig dine skins tilbage, kan de sagtens finde på at blokere profilen, så den ikke kan handle i fremtiden og snyde andre.
I de her situationer er man oftest kommet til at logge ind med sin account på en falsk hjemmeside, og hvis dét er tilfældet, ville jeg følge vores guide om API-scam. Dels for at få fjernet tilkoblede enheder og smide gerningspersonen af igen, dels at ændre password og så sikre, at der ikke er en aktiv API-key på din konto, der kan overvåge dine handler fremadrettet. Men det er lidt svært at sige, præcis hvordan de er kommet ind, hvis du ikke er klar over, hvorfor du måske er blevet hacket. Hvis ikke du allerede har Steam Mobile Guard sat op, er det også en rigtig god idé.
Der er selvfølgelig altid dén mulighed at anmelde til politiet, når man er udsat for svindel. Dét har vi også en vejledning til på hjemmesiden, men her må du vurdere, om beløbet er stort nok, og om det er sandsynligt, at politiet ville kunne finde frem til gerningspersonen. Hvis det er folk i udlandet, er det rigtig svært at efterforske, men alle anmeldelser hjælper myndighederne med at forstå problemet og styrke deres efterforskning, så hvis du har det fint med at bruge lidt tid på det, kan det være en god idé. At politianmelde og anmelde kontoen til Steam er i hvert fald de muligheder, du har som offer. Og så handler det selvfølgelig om at sikre sin konto og prøve at tænke tilbage på, om du kan finde årsagen til dit hack, så det ikke sker igen i fremtiden.
Med venlig hilsen,
Emil fra scammed.dk
Kommentarer
Viser 0 kommentar