Spørgsmål fra Nikolaj, 13 år

da jeg loggede ind på min account var mit profilbillede og mit navn på steam ændret til trade/banned. og så da jeg gik ind på min profil stod der at jeg havde 12 timer til at trade mine items over på en second/vens account. så det gjorde jeg og så blev mine items sendt til ikke min ven men en eller anden account. og så vil jeg gerne spørge om det er muligt at få mine items tilbage?

Svar fra rådgiver

Hej Nikolaj,

Jeg er ked af at høre, at du har mistet dine items. Det er ikke særlig rart at opleve det, du har oplevet, og det er godt, at du skriver, så du kan få svar på dine spørgsmål.

Først vil jeg gerne forklare, hvordan det er sket. Det er desværre en kendt form for scam, at folk går ind og ændrer navn og profilbillede på Steam-accounts for at få folk til at tro, de faktisk er blevet banned, og at de skal skynde sig med at få deres items væk fra profilen. Hvis man faktisk bliver tradebanned, så står det med rød skrift ovre til højre, ligesom du sikkert har set med VAC-bans.

Grunden til at du kunne blive scammet er formentlig, at du tidligere er kommet til at logge ind med din Steam-account på en falsk hjemmeside, og på den måde er blevet API-scammed, hvilket betyder, at nogen har fået adgang til din konto. Det er derfor vigtigt, at du så hurtigt som muligt følger vores guide om, hvordan man sikrer sin konto efter API-scam, så du ikke bliver scammet igen, næste gang du prøver at trade fra din account.

Da du sendte traden afsted, kunne scammeren se det, og vedkommende slettede derfor den oprindelige trade. Efterfølgende lavede vedkommende en ny med det samme fra en profil, der lignede den, du havde tænkt dig at sende tingene til. Det skete, fordi vedkommende havde adgang til din API-key. Derfor er det vigtigt, at du følger vores guide, som jeg linkede lige før.

Der er desværre ikke nogen nem og hurtig måde at få sine items tilbage på, når man er blevet scammet på den måde. Det er kun, hvis du har informationer på scammeren, eller hvis du kan huske, hvilken side du loggede ind på. Hvis du kan det, kan du få dine forældres hjælp til at lave en politianmeldelse, og så er der en chance for, at de går ind i sagen og kan hjælpe.

Med venlig hilsen,

Emil Ludvigsen

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...