Spørgsmål fra Haidar, 19 år

Hey
Jeg blev API scammed
Er der noget jeg kan gøre?

Svar fra rådgiver

Hej Haidar. Mange tak for dit brev. Jeg er ked af at høre, at du er blevet udsat for et API-scam, men der er nogle ting, du kan gøre, så det er rigtig godt, at du skriver.

Et API-scam foregår ved, at man kommer til at logge ind med sin konto på en falsk hjemmeside, hvorefter der bliver lagt en API-key ind på ens profil. Denne API-key gør, at en anden person kan overvåge en masse ting på ens konto: hvem man har som venner, hvad man spiller og ikke mindst hvilke trades, man laver. Når man så laver en trade, kan de med det samme gå ind og annullere den og oprette en ny (næsten) identisk, man så kommer til at acceptere i stedet, og så bliver man scammet.

Det første, jeg vil anbefale dig at gøre, er altså at få fjernet den pågældende API-key, så du ikke bliver scammet igen i fremtiden af samme nøgle. Du kan finde en vejledning til det i den her guide.

Når du har fjernet din API-key, vil jeg foreslå, at du sætter Mobile Guard op på din konto, hvis ikke du allerede har dét. Det er Steams svar på multifaktorvalidering/2FA, og du kan finde en guide til at sætte det op her.

Når du har gjort de ting, bør din konto være sikret igen, så længe du ikke logger ind med den uden for Steam, medmindre du er helt sikker på, at dén side, du logger ind på, er legit. Og så er vi nået til, hvad du kan gøre for at få dine ting tilbage.

Steam tilbyder ikke at gendanne stjålne items, men det kan være smart at gå ind og anmelde scammerens profil til Steam alligevel. Du kan finde den ved at kigge i din byttehistorik og se, hvem der har modtaget dine skins. Gå ind på dén profil og tryk på “…” til højre for “Tilføj ven”. Så kommer der en dropdown-menu, hvor du kan vælge “Rapportér spiller”. Her kan du så vælge “Brugeren er involveret i tyveri, svindel, bedrageri eller anden ondsindet aktivitet” og så “Brugeren er involveret i tyveri eller svindel”. Til sidst trykker du “Indsend denne konto til gennemgang”, og så kigger Steam på det, og så er der en chance for, at vedkommendes profil bliver lukket og låst fra at kunne trade og dermed snyde andre.

I forhold til at få dine penge tilbage, så er din bedste mulighed at anmelde det til politiet, så de kan kigge på sagen. Det kan du gøre ved at udfylde formularen på denne side. Jo flere oplysninger, du kan give til politiet, desto lettere bliver det for dem at hjælpe dig. Det er godt med screenshots af din profil, scammerens profil, din byttehistorik, den pågældende hjemmeside du loggede ind på osv. Alle de ting, du tænker kan have relevans, bør du sende med, og så sorterer politiet i det. Men ofte går der meget tid, hvor politiet skal skrive tilbage til anmeldere, fordi der er nogle informationer, de mangler, så det er godt givet ud at bruge lidt tid på at samle.

Når du har fulgt de råd, jeg har givet her, bør du være godt dækket ind, og så har du gjort, hvad du kan for dels at hjælpe dig selv til at få dine ting tilbage og dels at hjælpe andre mod den samme person. Hvis du har opfølgende spørgsmål, kan du skrive en kommentar nedenfor, og så vil jeg forsøge at hjælpe dig videre så godt, som jeg nu kan 🙂

Med venlig hilsen,

Emil Ludvigsen

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...