For omkring to måneder siden kunne vi skrive om, at Politiet på deres side for anmeldelser af it-relateret, økonomisk kriminalitet har tilføjet “Handel eller bytte med virtuelle effekter i spil”. Nu sker der endnu mere: vi, der står bag scammed.dk, har nemlig været på besøg hos LCIK, som er Politiets Landsdækkende Center for IT-relateret Økonomisk Kriminalitet.

Ved at samarbejde med Politiet får vi løbende et indblik i, hvordan de arbejder, og hvordan vi bedre kan vejlede jer gamere til at lave gode anmeldelser, så I kan få dén hjælp, I har brug for. Og her kan det ikke gentages for meget, at det absolut vigtigste er beviser: Så få taget nogle screenshots eller videoer af handler, beskeder med sælger/køber og andre ting, der kan hjælpe politiet, hvis uheldet er ude. Vi kunne også se i statistikken, som vi desværre ikke kan dele videre, at der stadig er alt for få, der anmelder det, når de er blevet scammet. Og det gør det altså sværere for både Politiet og os at sætte scams på dagsordenen som det kæmpe problem, det faktisk er. Så få samlet nogle beviser og få anmeldt til Politiet – og så står vi selvfølgelig klar til at hjælpe med spørgsmål om den gode anmeldelse, hvis vores artikel ikke er nok.

Ud over at få en masse viden med hjem, mødte mere end 20 mænd og kvinder fra politiet op for at høre vores oplæg om, hvad skins og scams er, og hvad de følelsesmæssige konsekvenser er for ofrene af scams. Den oprigtige interesse for at forstå emnet, vi mødte hos Politiet, gør os positive over for, at der er en fremtid, hvor det ikke længere er en accepteret omstændighed, at man bliver scammet (og tilmed ikke får hjælp), hvis man gamer.

Vi ser frem til at samarbejde tæt med Politiet og andre myndigheder for at sætte fokus på problemet og gøre det både tryggere og rarere for børn, unge og voksne at dyrke gaming som hobby og handle med skins og andre virtuelle genstande.

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...