Spørgsmål fra kira, 14 år

jeg er blevet snydt i adopt me i roblox. han ville give mig en enhjørning for en Be. og han fik min Be og forladte spillet. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. og nu er jeg virkelig ked af det. hvordan kan jeg rappote scammet

Svar fra rådgiver

Hej Kira,

Tak for din besked. Jeg forstår godt, at du er virkelig ked af det. Det er ikke en sjov oplevelse at blive snydt, og det er godt, at du skriver herinde, så du ikke går med det alene. Jeg forstår det sådan, at du skulle trade din Bee for en Unicorn i Adopt Me!, men at den anden spiller gik, da du havde givet din Bee, så du ikke fik det, I havde aftalt, du skulle have.

Dem, der laver Adopt Me!, har desværre en meget sort/hvid holdning til, at det er spillernes eget ansvar ikke at blive snydt, og derfor hjælper de ikke med at gendanne ting, der er blevet stjålet. I forhold til konkret at få din Bee tilbage, er der derfor ikke så meget at gøre, hvilket er rigtig ærgerligt.

Du kan dog rapportere den anden spiller alligevel. Hvis Adopt Me! er enige i, at der er foregået snyd, vil de gå ind og blokere den bruger fra at handle i fremtiden, og så kan du være med til at sikre, at der ikke er andre, der skal opleve det, du har været udsat for. Du kan kontakte dem ved at gå her ind og skrive din mail, og så modtager du en e-mail med en vejledning til, hvordan du kan rapportere vedkommende.

Der er rigtig mange, der forsøger at snyde i Roblox, og derfor fraråder vi altid, at man laver såkaldte “trust trades”, som du sikkert har hørt om. Et trust trade er, at man giver en anden spiller noget i én trade, og at man så forventer at få noget tilbage i en anden trade bagefter. Det lyder som om det er det, der er sket for dig. At du gav din Bee og så skulle have haft en Unicorn bagefter. Hvis ikke du kender folk i virkeligheden, bør du kun handle, hvis alt kan være i én trade. Hvis du lægger en Bee ind, og den anden person lægger en Unicorn ind, kan du nemlig ikke blive snydt, og på den måde kan man sikre sig selv meget bedre.

Du skriver, at du er 14 år gammel, og derfor synes jeg, du bør overveje at snakke med dine forældre om det, der er sket. Det er helt forståeligt, at du er ked af det, og det har du al ret til at være. Fordi det, der er sket, er slet ikke okay. Men selvom du har skrevet her, og jeg har forsøgt at hjælpe, er det rigtig godt at snakke med nogen, der er tæt på dig. Hvis ikke du føler, du kan snakke med dine forældre, kunne du også overveje at snakke med en ven eller veninde om det 🙂

Med venlig hilsen,

Emil fra scammed.dk

Kommentarer

Viser 1 kommentar

Gustav jeg er blevet scammed for min kniv og mine handsker

3 år siden

Emil, ekspert Hej Gustav! Tak for din kommentar. Jeg er ked af at høre, at du har mistet din kniv og dine handsker. Det er aldrig sjovt at blive scammet, og det er især ikke sjovt, når det er de lidt dyrere items, det handler om. Jeg ved jo ikke helt, hvordan det er sket, men hvis du oplevede, at dine skins endte hos en forkert profil, da du prøvede at trade dem væk, er du formentlig blevet API-scammed. Er det tilfældet, skyldes det, at du har været logget ind med din Steam-konto på en falsk hjemmeside, og at der er blevet lagt en API-key på din profil, som andre kan bruge til at se og styre dine trades. Hvis det lyder rigtigt, bør du gå herind og læse vores vejledning om, hvordan du sikrer din konto igen. Hvis du ikke mener, det kan være API-scam, må du endelig smide en kommentar her i tråden, og så vil jeg med glæde forsøge at hjælpe dig videre med dit konkrete problem :) Med venlig hilsen Emil fra scammed.dk

3 år siden

Skriv en kommentar ...