I rådgivningen hører vi nogle gange om, at folk får deres Steam-konto tilbage, efter den har været hacket, men at de har mistet deres spil, deres venner, deres skins og deres Steam-level. Første gang, vi hørte om det, var det forvirrende, men nu har så mange af jer skrevet til os med samme problem, at vi laver dette blogindlæg. Fordi hvad vil det sige, at ens konto bliver “hijacket“, og hvad kan man gøre ved det?

Når vi snakker om, at en konto på Steam er blevet hijacket, så betyder det, at offeret bliver narret til at tro, at en ny konto eller en anden tilfældig konto er deres.  Målet for scammeren er, at de kan få lov til at beholde den hijackede konto, så de kan spille på den og bruge den, mens offeret tror, at de har fået deres egen konto tilbage, så de stopper med at skrive til Steam Support og jagte deres oprindelige konto.

Det vigtigste at huske, hvis man vil undgå at blive scammet på den her måde, er:

  • Man kan ikke gå ned i Steam-level, så hvis din konto var lvl 75, og den er lvl 5, når du får den tilbage, er det ikke din oprindelige konto.
  • Scammere har som regel travlt med at få sendt skins videre fra en hacket profil, så hvis du får din konto tilbage og ikke har nogen venner på Steam, eller hvis du ikke kan genkende dine venner på Steam, så er det ikke din oprindelige konto. Det er meget mere sandsynligt, at du har fået en ny konto stukket i hånden, end at scammerne har brugt tid på at slette alle dine venner og/eller tilføje nye.
  • Hvis du får din konto tilbage, og dine spil er forsvundet, eller hvis nogle af dem er, så er det ikke din oprindelige konto, du har fået tilbage. Man kan godt slette spil fra Steam, men det tager lang tid, og scammerne tjener ikke noget på det, så medmindre de er særligt onde, vil de ikke spilde tid på det, mens de har fingrene i din konto. Tjek også, hvor mange timer, der står, at du har spillet dine forskellige spil. Hvis timerne slet ikke passer, er det ikke din oprindelige konto.
  • Man kan ikke ændre brugernavn på Steam. Med brugernavn mener vi dét, man skriver ind sammen med sit kodeord, når man logger ind på Steam. Og altså ikke ens display name, som andre også ser. Hvis du pludselig skal bruge et andet brugernavn for at logge ind på din konto, er det ikke din oprindelige konto.

Hvis du husker at kigge efter de her ting, vil du kunne opdage det, hvis din konto bliver hijacket, og så kan du fortsætte kampen om at få din oprindelige konto tilbage med hjælp fra Steam, så du ikke ender med at sidde i flere dage, uger eller måneder på en falsk konto, uden du ved det. Og hvis du synes, der er noget mærkeligt ved din konto, er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive til os i rådgivningen – enten på vores anonyme SMS eller i brevkassen.

Kommentarer

Viser 0 kommentar

Skriv en kommentar ...