Ja, det skal du. Eller rettere, hvis du har et barn, der interesserer sig for gaming, så bør du som forælder også tage en interesse i det. Dermed ikke sagt, at du behøver at begynde at game selv, eller behøver at have styr på alle begreber og kende hvert spil til mindste detalje. Men du bør have en overordnet forståelse for, hvad gaming er og hvorfor finder det så uendeligt interesseret.

Gaming er meget mere end “bare” spillet

Gaming handler selv sagt om det spil, der spilles. Men det handler også om langt mere end det. For selvom spillet er omdrejningspunktet, så er der meget andet, der også er en del af gamingverdenen.

Først og fremmest er gaming for langt de fleste en social aktivitet. De spiller sammen med deres venner, og taler sammen om stort og småt imens. De samarbejder om at klare opgaven/fjenden/missionen, eller er fælles om at prøve at slå hinanden af banen. Men gaming er ikke kun Counter Strike, Fortnite og Roblox. Gaming er også Mario Kart, Super Smash Brothers og The Legend of Zelda. Og det er vigtigt at have en forståelse for, hvor bredt, nuanceret og mangfoldigt gaminguniverset er, og hvor meget det rummer. For gaming giver også muligheden for at træne kompetencer som problemløsning, samarbejde, strategi og planlægning. Kompetencer, som er yderst anvendelige i mange fysiske aspekter af tilværelsen, og i arbejdslivet siden hen.

Dernæst handler gaming også om at holde sig opdateret på nyeste spil og trends, og om at følge sine yndlingsgamere på Twitch, når de streamer deres spil. Gaming er altså ikke kun dig selv som gamer. Det er også dig som en del af et fællesskab og et community, hvor vi har den samme interesse og nyder at dyrke den – både som aktive deltagere og som passive tilskuere.

Og gaming er en hobby som mange har, på lige fod med musik og sport. Og det er væsentligt, at vi som forældre anerkender, at gaming også er en god hobby. Som med alt andet må det selvfølgelig ikke tage overhånd. Skolen, vennerne, familien, motionen, kosten og søvnen skal stadig passes. Men hvis de bliver det, så er gaming en ligeså god hobby som alt andet man kunne gå op i.

Vi ved det er svært

MEN! Som forælder kan gaming være en svær hobby at komme ind på livet af. Dels fordi den ofte foregår bag en lukket dør. Og dels fordi den ikke er ligeså visuelt let tilgængelig som eksempelvis sport og musik. Ikke desto mindre er det vigtigt, at du prøver at gøre en indsats for at blive klogere på dit barns hobby. Slet og ret fordi det er noget, der optager dit barn, og noget som han/hun bruger meget tid på.

Som oftest handler det om at tale om det. Men samtalen kan være udfordrende at få i gang, fordi man mangler et “anker”. Man mangler noget at gribe fat i, som samtalen kan tage udgangspunkt i. De fleste af os har en grundlæggende forståelse for fodbold eller for det at spille guitar, og det gør, at vi har lettere ved at finde på relevante spørgsmål at stille. Men mange af os føler, at vi mangler et tilsvarende “anker”, når det kommer til gaming. Og det ærgerlige er, at det som oftest betyder, at i stedet for at forsøge, så opgiver vi på forhånd.

Men det er vigtigt at blive ved med at prøve. Også selvom dine spørgsmål måske bliver mødt med himmelvendte øjne. For når du prøver viser du, at du interesserer dig for hvad dit barn går og laver. Og når du viser det, så vil dit barn også blive mere tilbøjeligt til at fortælle af sig selv, hvilket vil gøre det nemmere og nemmere at tage samtalerne fremadrettet. Samtidig viser du også, at du anerkender dit barns interesse og hobby. Og når du udviser anerkendelse siger du samtidig til dit barn “du er god nok som du er. Det du kan er også godt. Jeg er glad for at du har fundet noget, der gør dig glad og som du synes er sjovt.” Det er et enormt vigtigt budskab at sende til sit barn. Dels fordi det er med til at styrke barnets selvværd, men også fordi det vil gøre barnet mere tilbøjeligt til at komme til dig, hvis det skulle opleve udfordringer eller modgang. Hvad end det er inden for gaming eller i en anden arena.

Giv det et skud

En anden måde at prøve at blive klogere er ved selv at spille spillet. Allerhelst sammen med dit barn, for så får I mulighed for at snakke sammen om spillet, og alt det fede ved spillet, undervejs. Det giver dit barn en unik mulighed for at præsentere dig for den verden han/hun går så meget op i. Og så giver det dit barn en unik mulighed for at se dig på udebane samtidig med at I har det sjovt. Det er en kæmpe gave, og det behøver ikke at være tidskrævende – et enkelt eller to spil er som oftest nok til at opbygge en grundlæggende forståelse. Og mere har du ikke brug for. Så det er bare om at klø på!

Så altså…

  • Ja, det er vigtigt, at du interesserer dig for gaming
  • Ja, vi ved det kan være udfordrende
  • Ja, du risikerer at blive mødt med himmelvendte øjne

Men det er prisen og investeringen værd. Rigtig god fornøjelse!