Hvad er CS:GO og Counter-Strike?

Den tidligere version Counter-Strike: Global Offensive, også kaldet CS:GO, er det, vi nu kender som Counter-Strike 2. Det er et holdbaseret førstepersons-skydespil, hvor man typisk spiller hold mod hold.

Counter-Strike er designet til at være let tilgængeligt og sjovt for alle spillere. Samtidig tilbyder det et højt konkurrencemæssigt niveau, hvor spillere kan blive professionelle. Det betyder, at selvom spillet er nemt at tilgå, kan spillere udvikle sig på et niveau, der kan sammenlignes med traditionel sport, som man i gaming-verdenen kalder e-sport.

Det er gratis at spille Counter-Strike, men spillet indeholder en stor markedsplads for køb og salg af skins, som primært består af grafiske varianter af spillets arsenal af våben.

Hvor gammel skal man være for at spille Counter-Strike?

Counter-Strike er aldersmærket til 18 år og opefter. Dette er primært grundet spillets brug af grafisk vold. Med spillets grafiske realisme ser spillet utvivlsomt mere voldeligt ud sammenlignet med et spil som f.eks. Fortnite. Mange elementer vil dog være tilsvarende, og du behøver derfor ikke nødvendigvis at være bekymret for, at dit barn under 18 spiller Counter Strike.

Venskaber bag skærmen

I Counter-Strike er det muligt at interagere med andre mennesker, både venner og fjender, gennem tekst og tale, både under og efter en kamp. Man kan tilføje sine venner til ens venneliste, slå sig sammen som en gruppe og spille sammen.

Counter-Strike understøtter og belønner samarbejde, men det er samtidig også et medie til potentiel ubehagelig kommunikation og scamming. Derfor er det altid en god idé at snakke med dit barn om, hvem dit barn er i kontakt med, når de spiller.

Hør Emil fortælle om Counter-Strike

Hvorfor er Counter-Strike populært?

Counter-Strike har siden sin spæde start i 1999 været et af de mest kendte skydespil på verdensplan. Spillet har været et pragteksemplar for, hvordan man udvikler skydespil til spillere på alle niveauer.

Vi har sammensat tre punkter, som kortlægger vigtige aspekter af den nuværende version Counter-Strike 2, som kan give dig en forståelse af, hvorfor dit barn finder spillet så tiltalende.

Det sociale aspekt

Counter-Strike er et skydespil, hvor man navigerer gennem baner, typisk i hold af fem – hvor hvert hold skiftes til at forsvare eller angribe efter et sæt runder. Denne form for spilstruktur lægger op til at lægge strategier og angribe samlet og koordineret for at vinde.

For at dette kan lykkes på et højere niveau, er det typisk, at spillere taler med hinanden for at få sejren hjem. Dog kan kommunikationen i nogle tilfælde gå i hårdknude i sådan en grad, at man faktisk spiller dårligere.

Det sociale sammenhold er en stor del af Counter-Strike 2, både for at have det sjovt, men også for at spille godt. Hvis man vinder som hold eller på et individuelt plan, kan man stige i rank og møde andre spillere på et højere niveau – her kan man i sidste ende deltage i større e-sport-events.

Varierede Game-modes

Counter-Strike er et spil med stor variation i form af mange baner og adskillige game-modes. Selvom spillet har et primært kompetitivt mode, 5v5, har spillet også andre game-modes, som appellerer til andre spillestile og til situationer med mindre spilletid – f.eks. hvis man kun har tid eller lyst til at spille en halv time.

Et spil med personlighed og plads til kreativ tilpasning

Counter-Strike er et spil, hvor man som spiller har mulighed for at personliggøre sin figur og sin måde at spille på. Dette er både med til at løfte det visuelle udtryk for spilleren selv, samtidig med at det er noget, man kan vise udadtil.

Man kan blandt andet tilpasse, hvordan ens våben og ens karakter ser ud ved at få eller købe skins, eller indstille farve og udseende på ens sigtekorn og visualisering af rekyl. På denne måde understøtter Counter-Strike, at spillere kan tilpasse dele af den visuelle spiloplevelse til at stemme mere overens med deres smag og hvordan de gerne vil spille spillet, se spillet og ses af andre i spillet.

Hvordan trader man i Counter-Strike?

I Counter-Strike er der et meget aktivt miljø omkring samhandel, hvor tusindvis af skins dagligt købes og sælges af millioner af brugere verden over, det gælder også for Danmark.

I Counter-Strike 2 er der mulighed for f.eks. at købe nye handsker eller knive til sin karakter, man kan tage frem i løbet af spillet – men langt de fleste trades foregår med skins, hvor ens våben får nye farver og mønstre.

En handel i Counter-Strike foregår ikke inde i selve spillet, men via Steam, som er den platform, hvor spillet bliver udbudt. Platformen Steam er en af de største i verden, det system, man handler igennem her, bliver også brugt i mange andre spil.

Nogle af fordelene ved systemet er dels, at man ikke behøver have spillet åbent, før man kan handle, og derudover foregår det ved at sende byttetilbud (trade offers) til hinanden, som man kan acceptere eller lave ændringer til.

På billedet her kan du se, hvordan det ser ud. Når man får et tilbud, kan man se, hvilke genstande den anden part har tilbudt, og hvilke genstande fra ens eget lager de vil have til gengæld. Hvis man er tilfreds med handlen, kan man acceptere den.

Hvordan foregår scams i Counter-Strike?

Det enormt attraktive trading-miljø med millioner af kroner på tværs af landegrænser tiltrækker både meget opfindsomme og overbevisende svindlere, og det ser vi i høj grad i Counter-Strike.

Hyppige CS:GO trade scams

Der er overordnet to måder, folk bliver snydt på i spillet: misbrugt tillid i en regulær samhandel og falske hjemmesider, der kompromitterer ens konto.

Misbrugt tillid

Når der er tale om CS:GO scams, hvor ens tillid er blevet misbrugt, adskiller det sig ikke nævneværdigt fra andre spil. Man finder en virtuel genstand, man gerne vil købe, og efter aftale sender man nogle penge af sted til sælgeren, der så blokerer én, og man ser aldrig skyggen af det, man har betalt for. Det kan sammenlignes med at købe en vare på DBA, som aldrig kommer med posten.

Falske hjemmesider

Der, hvor det bliver kompliceret for børn og unge at forstå, hvad der er gået galt, er når de har været logget ind på en falsk hjemmeside, og deres konto derefter bliver overvåget.

På billedet kan du se et eksempel på en, der prøver at få en spiller til at logge ind med sin Steam-profil på en hjemmeside, hvilket giver gerningspersonen adgang til at lave det, vi kalder et API-scam. Dette er uden tvivl det hyppigste scam i CS:GO.

De bedste råd til et barn, der vil trade i Counter-Strike, er at være forsigtig med at stole på folk, man ikke kender uden for spillet, og altid undgå at logge ind på sin konto uden for Steam. Vil du gerne vide mere om, hvordan du kan hjælpe dit barn, når de skal trade, kan du læse vores tjekliste med gode råd.

Hvad synes du om vores artikel?

Skrevet af Emil fra Scammed.dk

Emil har hjulpet hundredvis af ofre for scams igennem flere år og har erfaring med skinhandler og scams inden for mange forskellige spil. Han rådgiver i vores SMS-tjeneste og i brevkassen.